På computer-giganten Dells webside har firmaet udviklet en 10-punkts liste over fordelene ved at bruge open source-operativsystemet Ubuntu frem for Microsofts Windows.
På den liste fastslår Dell, at "Ubuntu er mere sikker end Microsoft Windows".
Udsagnet begrundes med, at der er langt mindre ondsindet kode rettet mod Linux-platformen.
"Majoriteten af alle vira og spyware udviklet af hackere er ikke designet til at angribe Linux", hedder det.
Hurtigere opstart
Ifølge Dell er der flere anledninger til at bruge Ubuntu som afløser for Windows.
På firmaets liste nævnes punkter som hurtigere opstart, enkel adgang til tusindvis af gratis programmer, og at Ubuntu har en indbygget kontorpakke, der er kompatibel med Microsoft Office og Adobe Acrobat.
Hele listen ligger på Dell's webside under overskriften: Ubuntu bliver hele tiden bedre.
I slutningen af april blev der sendt en LTS-version (long term support), der er Ubuntus flagskib, ud til brugerne. Det betyder, at der ydes fem års support på server-udgaven og tre års support på skrivebordsudgaven.
Den nye udgave af Ubuntu, kaldet 10.04 efter år og måned, afløser den tidligere LTS-versionen 8.04.