Den fynske it-rigmand Henning Majgård Nielsen tog for få uger siden sit eget liv.
Men nu har det vist sig, at hans forretning var et stort sort hul, skriver Fyens Stiftstidende.
I 90'erne scorede Henning Majgård Nielsen millioner på at sælge sin virksomhed Henning Nielsen Erhverv til TDC.
Men den 12. maj begik den fynske forretningsmand selvmord.
Det skete få måneder efter, at han til Fyens Stiftstidende fortalte, at han havde været udsat for grov afpresning.
Hans ejendom var blandt andet blevet overmalet med budskaber som "Du skylder" og "24 timer".
Uregelmæssigheder i konkursboet
Hans it-firma Ziteman, der er guldcertificeret Microsoft-partner, blev tidligere på ugen taget under konkursbehandling ved skifteretten i Odense.
Og konkursboets kurator fortæller til Fyens Stiftstidende, at der er fundet flere "uregelmæssigheder" i boet.
Ejeren har i tiden op til konkursbegæringen tilsyneladende forsøgt at skaffe penge til nogle udvalgte kreditorer på bekostning af andre kreditorer.
Kurator Andreas Kærsgaard Mylin fra advokatfirmaet Plesner fortæller til Fyens Stiftstidende, at der er en række transaktioner, som nu skal underkastes nærmere granskning.
Udover at have været indehaver af Ziteman og det nu solgte Henning Nielsen Erhverv, så har Henning Majgård Nielsen også været viceborgmester i Kerteminde Kommune.
I 2005 skrev Computerworld, at millionerne fossede ud af Ziteman. Ved den lejlighed sagde Henning Majgård Nielsen:
"Det er driftsmæssigt korrekt, at der er underskud, men udvikling koster røde tal," sagde han og bedyrede, at virksomheden havde overskud på driften og, at han forventede et overskud på 1,4 millioner i det kommende regnskabsår.
Ifølge Fyens Stiftstidende var Henning Majgård Nielsen i lokalområdet primært kendt for store planer om en kommende milliardforretning, som skulle bestå af byggeri af husbåde og fyldende hoteller.
Skifteretten i Odense kaldte tidligere på ugen disse planer for "værdiløse".