Artikel top billede

Indsatte i danske fængsler sparer med ip-telefoni

IP-baseret telefoni gør det billigere for indsatte at ringe ud af fængslet. Men der er regler, der sikrer, at de indsatte ikke laver numre.

Det sidste års tid har indsatte i de danske lukkede fængsler kunne nyde godt af IP-baseret telefoni, der har sat samtale-taksten væsentligt ned.

Før den IP-baserede telefoni blev indført, kunne de indsatte hurtigt komme til at bruge en væsentlig del af deres dagsløn på at ringe hjem til familien. Alle indsatte har pligt til at være beskæftiget, og timelønnen for en indsat er 8,94 kroner.

Dyr løsning med taletidskort

"De lukkede fængsler havde en telefoni-løsning, der var baseret på telekort. Det var en dyr løsning for de indsatte.
Det kunne sagtens koste tre kroner i minuttet eller mere for indenlands samtaler," forklarer Henning Reimann Jensen, projektleder fra Kriminalforsorgen.

Med den nye løsning er taksten for indenlands-samtaler sat ned til 70 øre per minut.

For tre år siden skiftede Kriminalforsorgen den traditionelle telefoni ud med IP-baseret telefoni. Dengang var det blandt andet forventede besparelser på to millioner kroner årligt, der var fundamentet i business casen for det nye IP-baserede system. I første omgang var det udelukkende de ansatte som nød godt af IP-telefonien.

Indsattes økonomi

Nu har Kriminalforsorgen så bygget videre på løsningen. Denne gang er motivationsfaktoren ikke at spare penge på Kriminalforsorgens budget, men at hjælpe de indsatte til billigere telefoni.

"Den egentlige motivation var de indsattes økonomi. Der er så nogle sidegevinster som administration af kort, der falder væk. Administrationen af kort var noget bøvl; der var mange gener forbundet med kort," siger Henning Reiman Jensen.

TDC, der var ansvarlig for den gamle løsning, var heller ikke ked af at miste den specielle telefoni-løsning i de danske fængsler.

"Som yderligere sidegevinst ville TDC, som stod for de daværende telefonbokse i fængslerne, gerne droppe dem. Så det var en win-win-situation," siger Henning Reiman Jensen.

Fængselsbetjente med på en lytter

I dag skal de indsatte indtaste en identifikationskode, inden der kan ringes ud af fængslet. Via en Navision-database tjekkes, om den indsatte har lov til at ringe, og om den indsatte har penge nok til at ringe.

I samme Navision-database ligger også oplysninger om, hvilke telefonnumre den indsatte må ringe til.

"I de lukkede fængsler er der regler for telefonien. De indsatte kan ringe til 10 forhåndsgodkendte numre. Indehaverne af numrene skal give tilsagn om, at samtalerne må blive optaget," siger Henning Reiman Jensen.

Systemet optager nemlig automatisk alle samtaler, som de indsatte fører. Samtalerne gemmes i en database, hvor de ligger i krypteret format.

Fængselsbetjentene kan også lytte med i realtid på samtalerne. Hvis der bliver talt om noget, som fængselsbetjentene vurderer ikke ikke skal finde sted, kan fængselsbetjentene øjeblikkeligt afbryde samtalen.

Smadrede telefoner efter advokatsamtale

For at holde omkostningerne nede anvendes en kombination af IP-telefoni og analog-telefoni.

"Vi talte med Kriminalforsorgen om at opsætte IP-telefoner, men da der bliver ødelagt ret mange telefoner, var det mere økonomisk at vælge gamle analoge telefoner til de indsatte," forklarer Mads Kristensen, team manager hos Axcess, der stod for løsningsdesignet til det nye system.

De indsatte har ikke telefon i cellen, men der er særlige rum i fængslerne, hvor analoge Kirk-telefoner er placeret.

"Det er nogle dødbillige analoge telefoner, der er billige at erstatte, hvis der sker noget med telefonerne. Eksempelvis hvis en indsat taler med sin advokat, bliver dødsur på ham og smadrer røret. Det sker ikke så tit, men skulle det ske, så er det nemt og billigt at udskifte," siger Henning Reiman Jensen.

Valget af analoge telefoner har også givet en yderligere besparelse, da der ikke skulle trækkes nye kabler, fordi de gamle analoge telefonkabler i fængslerne kan anvendes. I hvert fængsel er der en adaptor, der konverterer fra analog til digital, inden samtalen ryger ud på fængslets net-forbindelse til Kriminalforsorgen i København, hvor serverne til IP-løsningen er placeret.

Det er nogle Windows 2003-servere med Cisco-produkter som Cisco Unified Communication Manager Server og Unified Contact Center Expres.

"Det er standardkomponenter, der er anvendt hele vejen igennem. Integrationen til Navision krævede specialkompetencer i form af udviklingsressourcer," oplyser Mads Kristensen.

Gode erfaringer

Kriminalforsorgen har gennem det seneste år været tilfreds med løsningen.

"Vi har gode erfaringer. De indsatte er overordnet set tilfredse," siger Henning Reiman Jensen og fortsætter:

"De indsatte har ikke ret megen kontakt med verdenen uden for murene. Derfor er telefonien en af de væsentligste livliner ud. For det første skal det virke og det har det gjort. For det andet skal det være til at betale sig fra og det er det blevet."

Samtidig har løsningen også smidiggjort administrationen af systemet.

"Nu er det os selv, der administrerer det. Det har givet mere fleksibilitet. Vi skal ikke gennem en tredjepart for at få ændret noget," siger Henning Reiman Jensen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere