Computerworld News Service: Intels koncernchef Paul Otellinis samlede løn for regnskabsåret 2009 er steget med 17 procent inklusiv præstations-relaterede bonusser for at have ført virksomheden igennem finanskrisen, mens en fastfrysning af medarbejdernes løn er ophævet.
Paul Otellini får en samlet lønpakke - inklusive kontante bonusser og aktiebonusser - på 77,9 millioner kroner for regnskabsåret 2009. For 2008 fik han til sammenligning omkring 66,7 millioner kroner, skriver Intel i en indberetning til U.S. Securities and Exchange Commission.
Det giver en daglig indtægt - 365 dage om året - på 213.425 kroner. Til sammenligning tjener IBM's topchef, Sam Palmisano godt 318.000 kroner om dagen.
Paul Otellinis grundløn for regnskabsåret 2009 ligger på 5,5 millioner kroner ligesom for året før, men hans kontante bonusser er steget med 28 procent til 34,5 millioner kroner for at afspejle virksomhedens økonomiske præstation i 2009.
Han har også modtaget aktiebonusser for over 43,4 millioner kroner i henhold til virksomhedens præstation.
Den højere lønpakke har ifølge indberetningen delvist noget at gøre med Intels højere overskud i regnskabsåret 2009. Virksomhedens nettoresultat er sammenlignet med året før steget med 12 procent i 2009 fraregnet ekstraordinære omkostninger.
Men inklusive alle omkostninger er virksomhedens nettoresultat dog faldet med 17 procent - særligt på grund af bøder på i alt otte milliarder kroner til EU og en forligsudbetaling på 6,9 milliarder kroner til Advanced Micro Devices (AMD).
Markedet genoplives
Intel har i kølvandet på den bedre økonomiske præstation ophævet en fastfrysning af medarbejdernes løn. Tidligt i 2009 stoppede Intel alle lønstigninger på grund af den dårlige økonomiske situation.
Den samlede kompensation til Sean Maloney, der er Intels executive vice president, løber op på 34,6 millioner kroner, hvilket udgør en stigning på 27 procent i forhold til sidste år. Maloney, der af mange anses for at være Otellinis oplagte tronfølger, er for øjeblikket på sygeorlov efter et hjerteanfald.
Intel nød godt af en stabilisering af det globale pc-salg i andet halvår 2009, som resulterede i øgede chipleverancer. Otellini sagde i september, at chip-industrien var i bedring efter et fladt eller faldende salg af pc'er i 2008.
"Vi har nu haft den værste recession i 70 år. Markedet står foran en genoplivning, og så må vi se, hvad der sker i 2010," sagde Paul Otellini under åbningstalen til Intel Developer Forum i september.
AMD's koncernchef Dirk Meyers samlede løn for 2009 er derimod faldet 14 procent, efter virksomheden skar i medarbejdernes løn på grund af finanskrisen, viser en indberetning til SEC. Meyer modtager for 2009 en samlet lønpakke på omkring 25,1 millioner kroner mod 29,1 millioner kroner for 2008. Hans grundløn er faldet til knap 4,4 millioner kroner fra godt 4,7 millioner kroner.
Oversat af Thomas Bøndergaard