Artikel top billede

Højhatighedskomiteens rapport skal på den politiske dagsorden, mener direktør Tom Togsverd fra ITEK.

It-organisationer: Nu skal regeringen handle

Nu skal der handles, ikke snakkes mere, lyder den klare opfordring, efter Højhastighedskomiteens konkrete forslag til vores it-fremtid.

Slut med snak, nu skal der handling til.

Sådan tog flere it-organisationer imod den rapport, som videnskabsminister Helge Sanders (V) højhastighedskomité i går præsenterede.

Komiteens rapport havde en lang række konkrete forslag til, hvordan Danmark kan blive bedre rustet til at håndtere fremtidens udfordringer med ny teknologi som midlet.

Det gælder blandt andet områder som it- og teleinfrastruktur, sundhedssektoren, uddannelsesområdet, socialområdet og kommunernes ansvar.

Ifølge Tom Togsverd, der er direktør i ITEK under Dansk Industri, er det på tide, at der kommer nogle konkrete mål for it- og teleomådet.

"Virksomhederne i ITEK-erhvervet har længe efterlyst en politisk digital vision, der gør vort erhvervs store potentiale for værditilvækst i samfundet håndgribeligt," siger han i en pressemeddelelse.

ITEK-direktørens håb er, at Helge Sander taler med sine ministerkollegaer om rapporten ved regeringsseminaret på Havreholm Slot i går og i dag.

"Med Højhastighedskomitéens rapport er der nu et grundlag for, at regeringen - om muligt allerede på Havreholm-mødet senere i dag (torsdag, red.) - kan gøre komitéens visioner til sine egne," udtaler Tom Togsverd.

Årets vigtigste rapport

ITEK havde sin formand, Telia-topchef Jesper Brøckner, som medlem af Højhastighedskomiteen. IT-Branchen havde direktør Jane Eis Larsen siddende i komiteen, mens organisationens formand, Lars Monrad-Gylling, sad i komiteen som repræsentant for KMD. Jane Eis Larsen mener ligesom Tom Togsverd, at det nu er tid til handling.

"Denne rapport er reelt en af årets vigtigste. Det er tvingende nødvendigt, at der tages aktion på udfordringerne gennem nytænkning og nye initiativer," siger Jane Eis Larsen i en skriftlig kommentar.

Der er i rapporten en række anbefalinger til, hvordan politikerne kan afhjælpe de - ifølge hende - tre største udfordringer, som Danmark står overfor.

"Den lave produktivitetsvækst. De offentlige velfærdsydelser, som der bliver færre hænder til at levere, og stadig større efterspørgsel efter. Og for lille fokus på it-spidskompetencer og it-forskning. Højhastighedsnet og en markant øget brug af it-tjenester er en nøgle til fremtidig vækst, fortsat velfærd og et godt klima," forklarer Jane Eis Larsen.

Lars Løkke bør kigge på den

Foreningen for it-professionelle i Danmark, Dansk IT, skriver i en pressemeddelelse, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal tage rapporten til sig.

"Der er tale om en rapport med en række anbefalinger, der er så konkrete og realisérbare, at rapporten bør forelægges alle ministre i regeringen, ligesom den bør få principiel støtte til sin gennemførelse af statsministeren," udtaler formand Klaus Kvorning Hansen fra Dansk IT.

"Rapportens anbefalinger giver et godt fundament for at anvende digitale løsninger til at forbedre samfundet inden for et overskueligt tidsrum. De mere fremsynede visioner har vi dog endnu til gode," siger Klaus Kvorning Hansen.

Frygter A- og B-hold

De mange elselskaber, der ruller fibernet ud, havde håbet, at denne rapport kunne være med til at få politikerne til at fremhæve fiber som fremtidens teknologiske motorvej. Men det sker ikke. Rapporten fastslår, at politikerne ikke bør lægge sig fast på en bestemt teknologi, i stedet skal markedet afgøre, hvad der skal vinde.

Dansk Energi, der repræsenterer elselskaberne, udtrykker generel tilfredshed med rapporten. Organisationen er dog utilfreds med, at ambitionen for bredbåndsbåndbredde i Danmark i år 2013.

Flertallet i Højhastighedskomiteen anbefaler, at 80 procent af danskerne skal have adgang til 50 megabit-bredbånd. Dansk Energi mener, at det bør gælde hele befolkningen.

"Den eneste finger, man kan sætte på rapporten, er, at den primært svarer på, hvordan 80 procent af danskerne får adgang til højhastighedssamfundet. En manglende strategi for de resterende 20 procent er imod regeringens egne løfter og efterlader udkantsområderne uden mulighed for at blive en del af fremtidens vækstsamfund. Det virker ikke specielt ambitiøst," lyder det fra konsulent Thomas Woldiderich, Dansk Energi, i en pressemeddelelse.

En anden organisation, der udtrykte utilfredshed med dette, er Håndværksrådet, som har små og mellemstore virksomheder i porteføljen af medlemmer.

"Danmark er ikke større, end at alle danskere kan få adgang til hurtigt bredbånd. Højhastighedskomiteen anbefaler reelt, at vi fremover skal leve med et digitalt A- og B-hold inden for landets grænser. Det er helt uacceptabelt, fordi hurtigt bredbånd skaber vækst på samme måde som gode veje og anden infrastruktur, og Danmark har ikke råd til at gå glip af de muligheder," skriver erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, Thea Gade-Rasmussen.

Dansk Metal utilfreds med udtalelse

I forbindelse med præsentationen af Højhastighedskomiteens rapport langede formanden for komiteen, Erik Bonnerup, ud efter fagforeningerne her på Computerworld.dk. Han fortalte, at de kunne være en barriere for, at it-omvæltninger kan finde sted i samfundet. Det fik Dansk Metal, der blandt andet repræsenterer teleteknikere, op af stolen.

"Hans angreb på fagforeninger er fuldstændigt taget ud af den blå luft, og få minutters research vil give et noget andet billede af virkeligheden," siger sekretær Daniel Faber Threms fra Uddannelses- og IKT-sekretariatet i Dansk Metal.

Han mener, at fagforeningerne igennem lang tid har forsøgt at presse på for, at der sker noget politisk handling på it-området.

"Danske fagforeninger har i årevis råbt efter it-kompetencer til den brede befolkning, to ud af tre af de oprindelige parter i 'Lær mere-netværket', som komiteen selv roser i rapporten, og som komiteen mener skal styrkes, er fagforeninger - herunder Dansk Metal," siger han videre.

Han påpeger, at fagforeningerne burde være involveret i Højhastighedskomiteens arbejde, hvis Erik Bonnerup mener, at fagforeningerne bærer ansvaret.

Dansk Metal har i forbindelse med rapporten meddelt, at fagforbundet gerne ser, at midlerne fra en kommende mobilfrekvens-auktion går til projekter, der stimulerer efterspørgselen efter mere båndbredde.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere