Artikel top billede

Nørbygaard om IT Factory, Ferrari-jokes og Jensby

Interview: Da IT Factory-rusen var på sit højeste, sendte Asger Jensby en sjov Ferrari-joke til investor Finn Nørbygaard. Læs Finn Nørbygaards udlægning af IT Factory-skandalen.

Inden IT Factory kollapsede for godt et år siden, gik tingene rigtigt godt for investorerne bag det guldrandede selskab - herunder Finn Nørbygaard.

Han var god for i alt 437 millioner kroner, oplyser han.

Stemningen dengang illustreres af en joke bestyrelsesformand Asger Jensby sendte i juli-måned 2008 til flere i ejerkredsen bag JMI Invest, der ejede en større portion aktier i IT Factory.

Med overskriften "Lidt hovedregning" blev mailen med en vedhæftet fil sendt til blandt andre komikeren Finn Nørbygaard.

I mailen skriver Asger Jensby:

"D'herrer, Lidt hovedregning for bilenthusiasterne. Med venlig hilsen Asger Jensby"

Når Finn Nørbygaard og de øvrige på maillisten åbner den vedhæftede fil, mødes de af teksten:

"Hvordan dividerer man 426.359 dollars med 2?"

Næste billede i powerpoint-showet er et billede fra et ulykkessted, hvor en sort Ferrari er blevet smadret og bogstaveligt talt ligger i to dele.

Kåret til Danmarks dummeste investor

Grinede du af joken dengang?

"Ha ha. Ja, den var meget sjov," siger Finn Nørbygaard.

"Det er sådan lidt brancheindsigt, jeg fik. Jeg synes faktisk den rent visuelt, er en meget flot joke."

Synes du også joken er sjov i dag?

"Ja, jeg kunne begynde at grine af det igen." siger Finn Nørbygaard, samtidig med at han fremstammer et lidt mere anstrengt grin.

"Den er faktisk meget sjov," overgiver han sig bagefter og bryder ud i latter.

Manden, der blev kendt fra Tuborg Squash-reklamer, er med et også blevet landskendt som it-investor. Og så endda en meget dårlig en af slagsen.

Dansk Aktionærforening kårede ham således til "Danmarks dummeste investor 2009."

I dag skylder han, ifølge Ekstra Bladet, 48 millioner kroner væk. Og hans bank er i gang med at trække tæppet helt væk under ham.

Tabte halv milliard - intet lært

Entertaineren tabte da også fra den ene dag til den næste alle pengene og måtte flytte fra hus og hjem.

I dag har Finn Nørbygaard, ifølge eget udsagn intet lært.

For det var to ulykker, der ramte ham samtidig, og betød, at han mistede den knap halve milliard kroner, forklarer han.

"Det er et ekstremt uheldigt sammenfald af to ulykker på samme tid. En svindler og en finanskrise," siger han.

Finn Nørbygaard forklarer, at 400 millioner kroner var den estimerede værdi, hans revisor og bank fandt frem til, var værdien af JMI-aktierne og dermed IT Factory.

"Formodentlig lidt lavt sat. Nu kan man så bagefter sige lidt for højt sat, men dengang var det rimeligt konservativt sat, tror jeg," siger han.

Og så de 37 millioner kroner, som han "møjsommeligt havde tjent op i 25 år i show-bizz," forklarer Finn Nørbygaard.

"Og så sker der det, at de 400 forsvinder på svindel og de 37 på finanskrise," opsummerer han tabet.

Kører galt og rammes af lynet

Han forklarer, at hans tilgang i samarbejde med banken var:

"Lad os da bare hygge os med de små sølle 37 millioner. Vi kan da godt gå i høj gearing med dem, fordi der er jo simpelthen så mange millioner ovre på den anden bog."

"Så hvis vi i værste fald skulle miste de 37 millioner, det ville jo ikke have nogen væsentlig betydning i forhold til den formue, der dengang var på 400 millioner kroner og med den fremskrivning der var, ville blive en milliard på et til to års sigt. Så det betyder jo ikke noget."

Så du satsede ikke hus og hele baduljen på it, som du måske intet vidste om?

"Nej. Det var papirpenge. Konkret havde jeg investeret noget, der ligner to millioner kroner i JMI. Og det var så blevet opskruet til de 400 millioner kroner," siger han.

Den tidligere investor afviser, at strategien var for ensidig.

"Folk siger, at jeg ikke skulle smide alle æg i samme rede. Og der må jeg bare sig: Det gjorde jeg heller ikke," siger Finn Nørbygaard.

Han fremhæver igen, at det var to ulykker på samme tid.

"Man er kørt galt i sin bil og får et lynnedslag i hovedet samtidig. Det er meget sjældent, at folk rammes af to ulykker på samme tid," siger Finn Nørbygaard.

It er en brakmark

Men hvad er så læren for dig af det her?

"Altså det er næsten teoretiske umuligt at blive ramt af to ulykker på samme tidspunkt, at komme i et færdselsuheld og blive ramt af et lyn, lige når man rammer i grøften."

"Det er næsten usandsynligt, at det kunne lade sig gøre. Og det er jo det jeg er blevet."

Finn Nørbygaard forklarer, at hvis det kun havde været "Stein, så var det ligegyldigt" og hvis det kun havde været en "finanskrise, så havde det også været ligegyldigt".

"Så min lære er, at jeg bare har været hamrende uheldig," siger Finn Nørbygaard.

Og heller ikke klogere på it, er han blevet, forklarer han.

"Det var en brakmark oppe i mit hoved, og det er det sgu stadigvæk," siger han.

Hvorfor lige Jensby og it?

Hvorfor lige it-aktier og Jensby?

Men hvad fik overhovedet manden til at investere i it-aktier via JMI Invest i første omgang?

"Jeg fik muligheden for at komme ind i noget, som jeg aldrig nogensinde havde rørt ved før," lyder Finn Nørbygaards forklaring.

Han fortæller, at han mødte Asger Jensby i forbindelse med noget arbejdet han udførte for en anden JMI-investor Tom Mathiesen i fodboldklubben FC Aarhus.

Her skulle Nørbygaard peppe underholdningsforretningen op med andet og mere end fodbold.

Asger Jensby, der på det tidspunkt også var tilknyttet klubben, fortalte om sine planer med at stifte JMI Invest, hvor Jensby via sin fortid hos blandt andet CSC skulle rådgive og investere i it-virksomheder.

"Asger Jensby virkede meget sympatisk og ordentlig, og han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at smide lidt penge ind i det," siger Finn Nørbygaard.

Og på den måde fik Jensby altså både Finn Nørbygaard og Tom Mathiesen med ombord i JMI Invest.

Allerede på dette tidspunkt er Finn Nørbygaard en driftig forretningsmand udi ejendomsinvesteringer og sidder i flere bestyrelser og direktioner i blandt andet selskabet Liberty pantebrev A/S.

Tager man et hurtig kig i registrene, har Finn Nørbygaard igennem tiden siddet i syv direktioner og otte bestyrelser.

"Dengang var jeg overmåde velhavende, så jeg satte engang imellem penge ind i lidt forskellige projekter. Der var lidt ejendomme og lidt småfirmaer og så videre, som jeg syntes var interessante. Og på samme måde med det her," siger han med henvisning til JMI Invest.

Entertaineren forklarer, at han tænkte, det kunne være interessant at finde ud af, om it-investeringer kunne "blive noget for ham".

"På det tidspunkt var it en stor brakmark oppe i mit hoved. Og så kunne det være meget interessant at se, om det kunne udvikle sig hen ad vejen. Og måske kunne jeg få en vis flair for det."

"Og der må jeg så her efter alle de år sige, at det stadigvæk er en brakmark," lyder det fra Finn Nørbygaard.

Squash-mand skulle holde it-foredrag

Manden, der selv ynder at bruge vendingen "skolelæreren fra Esbjerg" i stedet for forretningsmand eller investor, hiver en historie frem om hans manglende kendskab til it.

Inden skandalen bryder ud, bliver der i pressen skrevet en del historier om komikerens engagement i it-virksomheder.

De skriverier udmønter sig i en henvendelse til Finn Nørbygaard, forklarer han.

"Der er nogen der tænker: ´Ham Finn Nørbygaard-manden, det er sgu da ham Squash-manden. Det var da utroligt, at han viser sig også at være it-mand´. Det må jeg jo være, siden jeg er med i det, ikke?" fortæller Finn Nørbygaard.

Finn Nørbygaard beretter om en medarbejder fra Vestjyske Bank, der fortæller ham, at banken skal have en temadag om it og dens fremtid.

"´Kan du ikke komme og holde sådan en time om det?´ spurgte han mig. Og så sagde jeg: ´hvad dag er det?´ Og så sagde han en dato og jeg svarede ´det kan jeg ikke´ og skyndte mig at ligge røret på."

"Jeg frygtede sådan set, at han skulle komme med et forslag til en anden dato," fortæller Finn Nørbygaard.

"Jeg kan sige noget om it i mellem fem og otte sekunder og så vil jeg sige til forsamlingen ´er der nogen spørgsmål?´. Og dem vil jeg sikkert ikke kunne besvare nogle af"

"Så jeg skulle eddermame ikke over til den Vestjyske Bank og fortælle om it og dens fremtid," siger Finn Nørbygaard.

I dag synes Finn Nørbygaard, det er sjovt, at folk troede han vidste noget om it, bare fordi han var investor i JMI Invest.

Dit show og løse ender

Nyt show og offer-rollen

Nogen tid efter skandalen brød ud, blev Finn Nørbygaard pludselig en landsplage i samtlige medier.

Han udsendte en pressemeddelelse, der gav overskrifter i stil med "Nørbygaard: Jeg har talt udenom". Og det blev annonceret, at han ville lade sig interviewe på DR.

Folk forventede, at han ville løfte sløret for nogle af sandhederne i sagen.

Det skete ikke.

Og it-blogger Dorte Toft kunne fortælle, at interviewet såmænd blev lavet af en nær ven af Finn Nørbygaard.

Siden har flere kritiske røster spurgt, om ikke det bare var pressestunt for at reklamere for Nørbygaards nye show, der handler om fupnummeret og hans egen offer-rolle i IT Factory-skandalen.

Du valgte at stå frem og blev vel dermed billedet på offeret i IT Factory-skandalen? Eller hvordan hænger det sammen?

"Ja, jeg blev pludselig meget interessant. Og jeg kan godt forstå, at det er mig, de går efter, da jeg er kendt fra en helt anden sammenhæng før og for noget helt andet," siger Finn Nørbygaard.

"Og så har jeg det sådan med det, uanset hvilken taktik andre vælger, at fordi jeg har været i medierne i så mange år, skal jeg fortælle sandheden."

"Og den er sådan set konkret:"

"Da alvoren går op for mig for cirka et år siden, så har jeg ikke bare mistet de 400 millioner papir-penge, men reelt har jeg mistet alt, fordi krisen har taget mig med ned," siger Finn Nørbygaard.

Men er alt kommet frem? Er det kun os journalister, der ser en masse løse ender? Og er det ikke meget belejeligt, at der kun er én skurk i Stein Bagger

"Jo, det kan man sige. Men nu viser det sig, at der er rigtig mange skurke," siger Finn Nørbygaard og peger på Carl Freer og "den amerikanske forgrening".

"Vi kender kun Bagger, men det er åbenbart meget større. Men på det danske plan, så kan jeg sige:"

"Og det fortæller jeg gerne om, når jeg møder erhvervsfolk, at min teori er, at vi har at gøre med en person (Stein Bagger, red.), der er super intelligent. Altså han har en IQ på 140-150, det er mit bud," siger Finn Nørbygaard.

Karismatisk psykopat

Finn Nørbygaard, der også har en uddannelse som terapeut forklarer, at Stein Bagger også både er psykopat og karismatisk.

"Intelligensen, psykopatien og det karismatiske. De tre ting er en dødscocktail," siger Finn Nørbygaard.

Den tidligere investor vurderer, at Stein Bagger evner at føre hvem som helst bag lyset.

Finn Nørbygaard fortæller om en episode, som han har læst om, hvor Stein Bagger skal fremlægge sit nye COEX-system for IBM-folk i USA og fik stående ovationer.

"Der har så siddet 200 mand - inderkredsen af IBM - nørder over alle nørder og lyttet på Baggers COEX-system, og de rejser sig op og laver stående ovationer. For helvede."

"Så mener jeg bare, at vi har at gøre med en person, man ikke kan nå. Så kan han trylle med hvem som helst," siger Finn Nørbygaard.

Du tror altså ikke, at der er nogle løser ender i den danske del? Det er mere et udtryk for, at folk har sovet i timen?

"Ja. Med Asger har der været far-søn forhold til Stein, og alle vi andre har bare vadet rundt i bedste kejserens nye klæder og været forgabt i det her projekt. Også folkeskolelæreren fra Esbjerg," siger Finn Nørbygaard.

Han forklarer, at han ikke burde være den, der slog i bordet i selskabet.

Jensby sov i timen

"Jeg kan bedre tilgive mig selv, end hvis jeg var tæt på virksomheden og var økonom på samme tid: Så ville jeg nok have lidt mere røde kinder. Jeg føler ikke, at jeg har nogle røde kinder i det her," siger han og fortsætter:

"Det var ikke mig, der skulle gå ned til administrationen og sige: Nu låser vi lige dørene her. Nu laver vi lige krydsrevision af hele lortet. Og i morgen klokken 08:00 der står de fem største kunder her foran mig."

"Jeg synes ikke, det var mig, der skulle sige det. Der var måske andre, der skulle sige det," siger Finn Nørbygaard.

Nørbygaard: Jensby sov i timen
Hvordan har du med Asger Jensbys rolle? Han sagde for nogen tid siden på TV NEWS, at han havde set dig efter skandalen brød ud?

"Ja, jeg synes, det var en lille lovlig flot bemærkning, synes jeg nok," siger Finn Nørbygaard

Finn Nørbygaard forklarer, at der er nogle "voldsomme bearbejdninger i det her for alle".

"Også for mig. Jeg ser da Asger i dagene lige efter, hvor jeg er totalt rystet."

"Da jeg så kommer til mig selv, efter tre måneder i en slåbrok, hvor jeg bare sad og talte mine negle, har jeg faktisk den holdning til det, at der en masse omkring mig, der har sovet i timen," siger Finn Nørbygaard.

"Asger Jensby har sovet i timen. KMPG har sovet i timen. Danske Bank har sovet i timen. På hver deres måde. Det er min mening om det."

"Jeg under alle sammen en morfar, men i sidste ende er det bare forfærdeligt, at det sgu er mig, det går ud over," lyder det.

Nørbygaard peger på, at Danske Bank selv har været ude og sige, at de ikke har været for heldige i forhold til det man har lavet. Og på samme måde synes Nørbygaard, at KPMGs rolle er tankevækkende.

"Hvordan kunne det lade sig gøre?" spørger han.

Finn Nørbygaard bringer argumentet frem om, at det ikke er sikkert, at det nogensinde vil komme frem, da man valgte at køre en tilståelsessag mod Stein Bagger, hvor ingen udtalte sig under vidneansvar.

"Og Asger Jensby - uden at kunne gøre nærmere rede for det - så fornemmer jeg bare. Altså, i sådan et kæmpe firma, skal man ikke se kunderne og så videre? Forstår du, hvad jeg mener? Jeg føler, at der er nogle der har sovet omkring mig," siger Finn Nørbygaard.

Baggers sammenbrud

Bagger og terapi

Finn Nørbygaard mener selv at vide, hvordan han bliver opfattet i befolkningen i dag.

"Det har jeg en meget klar fornemmelse af. Også fordi der er sket det, at jeg holder umådelig mange foredrag."

"Og jeg tror faktisk, at jeg er ved at have samtlige bankers årsmøder, garantmøder og sådan noget - lige bortset fra en enkelt bank. Der har jeg ikke lige fået tilbudt nogle foredrag."

"Men jeg holder mange, og der kan jeg tydeligt mærke, at det folk er interesseret i, er at høre historien fra en, som har været tæt på sagen," siger han.

Finn Nørbygaard forklarer, at han har været med i sagen "uden rigtig at være i det".

"Altså jeg er ikke befængt. Altså der er ikke nogen, der på nogen som helst måde tænker på, at jeg har været med til noget ulovligt eller noget," siger han.

"Jeg har bare siddet og lyttet med som skolelæreren fra Esbjerg, indtil jeg blev så søvnig efter ti minutter, fordi jeg ikke kan tåle så mange tal," lyder det fra Finn Nørbygaard

Han forklarer, at han tidligere har sagt, at han er med i JMI Invest som "det tynde øl", og at han "bare har været heldig og komme med i noget på det rigtige tidspunkt".

"Så folk ved for det første godt, at jeg ikke har noget med det at gøre. Men folk vil gerne vide, og det vil jeg meget gerne fortælle om. Hvordan jeg med den psykologiske indsigt jeg har om chokkets faser, hvordan jeg er kommet igennem det," siger Finn Nørbygaard.

Han forklarer, at folk spørger ind til det tab og det chok, det har været for ham.

"Folk kan se, at jeg har evnet at komme op efter at have været i frit fald i tre måneder. Helt konkret fysisk at sidde tre måneder i en slåbrok. Og på et eller andet tidspunkt sige til sig selv: Det her skal ikke få mig ned," siger Finn Nørbygaard.

Finn Nørbygaard beskriver, at turen bestemt ikke har været nem.

"Efter at have 437 millioner kroner den ene dag og den næste dag ikke vide, hvordan man skal skaffe mad på bordet. Den er mere hårdt, end de fleste har været udsat for. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der har været udsat for det samme," siger han.

"Man kommer ind i sit allerinderste. Det er sgu ligegyldigt om det penge eller sorger eller noget andet. På et tidspunkt møder man sig selv på et dybt plan," siger han.

Hvad med den sjove indpakning. Er det din måde at servere det på?

"Ja, det er det blevet. Altså de første tre måneder kunne jeg slet ikke huske nogle vitser overhovedet. Det kunne jeg ikke," siger han.

Men Finn Nørbygaard fortæller, at han besluttede sig for at leve videre.

"Altså, om man beslutter sig for fight eller flight. Det er en beslutning, man skal tage på et tidspunkt og sige: Du har mistet alt, mister. Og du skal oveni købet betale rimelig mange millioner fremadrettet til banken. Altså, vil du gå ned og sætte dig til at drikke guldbajere og lave fuck-finger til Stein Bagger og Jensby og alle de andre. Er det det, du vil? Eller vil du sige fuck dem og sige, nu vil jeg videre. Og der vil jeg det sidste," siger han.

Så skal jeg måske ikke spørge dig om, hvad du mener om Stein Bagger i dag

"Ham…"

Lang pause.

"Hvis jeg skal sige noget terapeutisk om det, så vil jeg sige: Jeg er nået så lang, at jeg kan finde noget menneskeligt om det:"

"Jeg er ked af på hans vegne, at han ikke har fået et sammenbrud. Det er den eneste måde, han kan komme videre i sit liv," siger Finn Nørbygaard.

Nørbygaard peger på, da Stein Bagger efter at have fået syv års fængsel i Retten i Lyngby storsmilende stillede op til fotografering uden for retten.

"Så tænkte jeg, manden er stadigvæk syg oppe i hovedet. Og et sammenbrud - et totalt fysisk og psykisk sammenbrud - ville være hans eneste mulighed for at komme videre i sit liv. Det siger jeg med min terapeutiske indsigt," siger Finn Nørbyggard.

Men Nørbygaard forklarer, at Stein Baggers "forskansninger og forsvar" er umådeligt stort.

"Så stort, at ikke engang sådan noget her, hvor han har revet rigtigt, rigtig mange menneskers liv i stumper og stykker - inklusiv hans egen datter fremover."

"Når han ikke bryder sammen der, så bryder han aldrig sammen. Og så vil han aldrig nogensinde lære noget af det her. Og det er meget trist," siger Finn Nørbygaard.

Komikeren: Store børsplaner

De store børsplaner

Stein Bagger er som bekendt idømt syv års fængsel for leasing-svindel.

Svindlen fik IT Factory til at ligne en kæmpe succes på papiret. Og Danske Bank vurderede selskabets værdi til otte milliarder kroner, men teknologien blev solgt for sølle seks millioner kroner. Et år efter skandalen brød ud, har de tyske software-opkøbere solgt produktet til én kunde.

Alt imens Stein Baggers svindlede løs - og indirekte utvivlsomt fik værdien af selskabet til at stige og stige, arbejdede en tilsyneladende intetanende Asger Jensby for et salg og børsnotering af selskabet.

Hvor meget var du orienteret om planerne om en børsnotering?

"Det var bare, hvad Asger fortalte. Altså vi (investorerne i JMI Invest, red.) fik besked om planerne. GA (kapitalfonden General Atlantic , red) der skulle købe 30 procent af IT Factory, dets plan omkring det her var at gå ind i det her fantastiske selskab og så lave en NASDAQ emission i 2010, " siger Finn Nørbygaard.

"Det fik jeg så bare at vide og kunne bare sidde og nikke til og sige ´det var da kolossalt´. Det var nogle af de planer, der var på det tidspunkt," siger Finn Nørbygaard.

Havde du planer om at sælge dine aktier inden, eller ville Asger Jensby købe dig og de andre investorer i JMI Invest ud?

"Nej. Perspektivet dengang var meget klar: Og vi var meget enige hele bordet rundt."

"Der var en amerikansk kapitalfond på vej over med en 747 jumbojet med et hav af revisorer, der skulle tjekke IT Factory nærmere efter for at købe 30 procent af biksen. For omkring et par milliarder kroner, og de var klar til at lette derovre fra."

"Og planen var ganske enkelt den, at når General Atlantic havde købt 30 procent, så skulle vi sammen: Altså JMI, Stein Bagger og General Atlantic gå på børsen. Det var planen, at vi skulle gøre det i 2010."

"Der skulle vi alle sammen på børsen Nasdaq og jeg ville formodentlig være en milliard værd, og på det tidspunkt ville jeg formodentlig sælge. Men så langt kom det ikke."

"Det nåede vi ikke lige."

En vanvittig optur

Igen peger Finn Nørbygaard på, at alting åbenbart var vokset "skolelæreren fra Esbjerg" over hovedet - han var bare med på en vanvittig optur.

"Det var nogle kolossale tal skolelæreren fra Esbjerg lige pludselig skulle forholde sig til. Og det var en lang rysten på hovedet. Jeg blev mere og mere vanvittig. Jeg kunne jo forsørge mine tip tip tip oldebørn," siger Finn Nørbygaard.

Computerworld har fanget Finn Nørbygaard midt under prøverne til et show.

Han bliver pludselig afbrudt under telefoninterviewet. Og da han vender tilbage bliver sidste spørgsmål fyret af:

Når eller hvis du kommer til penge igen - skal de så investeres i it-virksomheder?

"Når jeg kommer til penge igen om 15-20 år så vil jeg spille den første krone op. På et eller andet vanvittigt. Jeg vil finde en roulette og spille den op der. Eller købe en lottokupon," griner Finn Nørbygaard.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere