Artikel top billede

(Foto: Torben Klint)

Sander sparker aftale om åbne standarder til hjørne

Beslutningen om implementeringen af dokumentstandarderne ODF og OOXML er røget til Finansministeriet. Oppositionen er dybt skuffet over økonomiske argumenter med usynlige tal.

It-ordførerne på Christiansborg har i dag været til møde om de to dokumentstandarder ODF og OOXML med videnskabsminister Helge Sander (V), hvor der trods et flertal i oppositionen for ODF ikke blev vedtaget en snus.

Den samlede opposition inklusive det regeringsbærende Dansk Folkeparti havde ellers sat næsen op efter at udpege ODF som det eneste åbne dokumentformat i den offentlige sektor, samtidig med at kattelemmen skulle holdes åben for OOXML:Strict, når det format engang kom på plads.

Men sådan skulle det ikke gå.

"Vi har ikke truffet en afgørelse, fordi det bliver fastholdt, at vi skal træffe en beslutning, der både strider mod ekspertudvalgets og Konkurrencestyrelsens udsagn. Det strider også mod de klare tilkendegivelser, som vi har fået fra de involverede parter, nemlig kommunerne og statsadministrationen," forklarer Helge Sander på vej ud fra mødet.

Videnskabsministeren peger på, at eksperterne ikke skal overhøres, når både kommunerne og Finansministeriet også ønsker parløbet mellem ODF og OOXML.

"I så teknisk et spørgsmål, tør jeg ikke sidde vores egne eksperter overhørig," lyder det fra Helge Sander.

Økonomi på spil

Helge Sander fremhævede ud over de tekniske aspekter også økonomi som et stridspunkt på mødet med it-ordførerne.

"Beslutningen er i højeste grad også økonomisk, fordi kommunerne har meddelt, at de vil tage forbehold over for et kortsigtet valg af én dokumentstandard," forklarer Helge Sander.

Videnskabsministeren vil derfor besøge finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i morgen for at diskutere, hvordan kagen skal skæres, næste gang kommunerne kommer til forhandling.

"Jeg kan ikke drage en endelig konklusion i dag ud over, at der ikke er flertal for at følge ekspertudvalget og Konkurrencestyrelsens anbefalinger. Når der så oven i købet kommer nogle økonomiske konsekvenser, som vi ikke kan overskue, så føler jeg, at det er nødvendigt at gå til finansministeren," siger Helge Sander.

Computerworld spurgte Helge Sander lige efter mødet, om udsættelserne ville fortsætte, indtil der er flertal for indførelsen af begge standarder.

"Det tror jeg ikke, men vi er nået til et punkt, hvor oppositionen ser stort på både eksperter og udgifter. I det lys må jeg gå til regeringen; mit eget bagland," lyder svaret fra videnskabsministeren.

Dyb skuffelse hos oppositionen

Hos oppositionen er der dyb skuffelse og ærgrelse at spore over Sanders beslutning hos de to kvindelige it-ordførere fra Socialdemokratiet og SF.

Bliver Dansk Folkeparti afgørende?

"Det var virkelig skuffende. Jeg må indrømme, at jeg troede, at videnskabsministeren ville være mere lydhør over for vores forslag og argumenter," forklarer it-ordfører Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne.

Hun kalder pengeproblemerne i kommunerne for "hypotetiske bekymringer på nuværende tidspunkt", når Helge Sander på ordfører-mødet skød oppositionens forslag ned med økonomiske argumenter.

"Vi har jo ikke nogen cases eller konkrete regnskaber at gå ud fra," fortæller hun.

Kan trække i langdrag

SF's it-ordfører Hanne Agersnap er også tydeligt skuffet, da Computerworld fanger hende.

"Vi spurgte på mødet om, hvor mange penge det ville dreje sig om i kommunerne, men vi kunne ikke få en beløbsstørrelse," fortæller SF'eren.

Hun peger på, at der nu kan gå lang tid, før der kommer en beslutning, selv om der er politisk flertal bag ODF-beslutningen.

"Hvis vi laver en vedtagelse i Folketingssalen, så skal den jo også implementeres. Lige nu står en masse offentlige forvaltninger over for at få fornyet deres licenser, og så gælder det jo i virkeligheden om at få sendt et signal om fremtidens standarder," sukker Hanne Agersnap.

Bliver Dansk Folkeparti presset?

Hun vurderer, at finansministeren bliver draget ind i sagen for at presse regeringens finanslovspartner Dansk Folkeparti til at skifte side og i stedet pege på implementeringen af både ODF og OOXML i den offentlige sektor.

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis it-ordfører Mikkel Dencker angående spekulationerne om, hvorvidt Dansk Folkeparti vil stå fast på sin ODF-beslutning.

Computerworld spurgte Mikkel Dencker tidligere i dag om partiets ODF-anbefaling, og der var der ingen slinger i valsen.

"Vi anbefaler ODF, fordi det er det mest udbredte og afprøvede format af de to," lød det fra Dansk Folkepartis it-ordfører Mikkel Dencker.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer