Dell forsøger nu at trænge ind på servicemarkedet med et opkøb af Perot Systems. Prisen kommer til at være omkring 20,3 milliarder kroner (3,9 milliarder dollar).
Dell har i længere tid været fokuseret på salg af personlige computere, men virksomheden har forsøgt at diversificere forretningen, da hardwaresalget, som fylder knap 80 procent af hele omsætningen, har været presset de seneste par år.
"Vi vurderer, at Perot Systems er et vigtigt aktiv med dygtige folk, der styrker vores muligheder for vækst både på den korte og lange bane. Opkøbet styrker Dells enterprise løsningsmuligheder og er med til at brede Perot Systems styrker over for flere kunder. Sammenlægningen betyder mere effektivitet i begge firmaer, og opkøbet giver samtidig god mening, da vores forretninger i den grad komplimenterer hinanden," siger Michael Dell, bestyrelsesformand og direktør i Dell.
Dell har brugt store summer på at udvide forretningen med kompetencer, virksomheden ikke har haft før. Blandt andet købte Dell i 2007 firmaerne SilverBack og Everdream, der leverer henholdsvis netværksovervågning og software.
Amerikansk præsidentkandidat bag firma
Perot Systems leverer it-serviceydelser og blev stiftet i 1988 af den amerikanske rigmand Ross Perot, der mest er kendt for at stille op til det amerikanske præsidentvalg i 1992 og 1996. Ross Perot er også manden, der i 1962 stiftede it-servicevirksomheden EDS, som han i 1984 solgte til General Motors.
EDS blev sidste år opkøbt af Dells konkurrent HP for omkring 70 milliarder kroner.
"Dette opkøb giver en stor mulighed for vores firma og partnere. Meddelelsen i dag er en formalisering af et blomstrende forhold. Da min far grundlagde Perot Systems, var hans vision, at firmaet skulle være en global leder på informationsteknologi. Det nye og større Dell bygger videre på denne version ved at udbrede Perot Systems ekspertise til flere kunder end nogensinde før," siger Ross Perot Jr., bestyrelsesformand for Perot Systems, og søn til Ross Perot.
Meddelelsen har givet anledning til en regulær opkøbskrig på Perot Systems aktier. Siden den amerikanske børs åbnede i dag, er firmaets aktier steget med 66 procent. Dell har planer om at købe Perot Systems aktier for 30 dollar stykket, hvilket er 68 procent over den markedspris på 17,91 dollar, som aktien blev handlet for i fredags.
Det kom frem sidst i juli, at Dell havde 11,7 milliarder dollar (61 milliarder kroner) på kistebunden. Flere analytikere har derfor ment, at det blot var et spørgsmål om tid, før Dell ville gå ud og købe ind.