Justitsminister Brian Mikkelsen (K) vil ikke gribe ind overfor de tusindvis af åbne terror-hjemmesider fra eksempelvis al-Qaida, som Dansk Folkeparti vil have spærret adgangen til.
Det fremgår af et svar på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål fra Søren Espersen (DF) til justitsminister Brian Mikkelsen.
Ifølge ministeren vil Politiets Efterretningstjeneste i samarbejde med Politiet om muligt kunne gribe ind overfor strafbare forhold på internettet.
Imidlertid kan "særlige hensyn - f.eks. efterretnings eller efterforskningsmæssige - i visse tilfælde begrunde, at der ikke umiddelbart skrides ind over for visse strafbare forhold på internettet", hedder det i svaret fra justitsministeren til Søren Espersen.
Kun usynligt for menigmand
Men det svar er Søren Espersen ikke tilfreds med. Han synes, at argumentet, om at åbne hjemmesider gør det nemmere at se hvad der foregår, er en søgt forklaring.
"Hvis vi lukker en hjemmeside i Danmark, så er det jo ikke ensbetydende med, at myndighederne ikke kan følge med på siden. Det er ensbetydende med, at menigmand ikke kan se dem," siger Søren Espersen og fortsætter:
"Jeg er sikker på, at de kinesiske censurmyndigheder med stor fornøjelse læser alle de hjemmesider, som ikke er tilgængelige for almindelige kinesere."
Derfor er ministersvaret ikke punktum i sagen for Dansk Folkeparti, fortæller Søren Espersen.
"Vi vil gå videre med det. Jeg har ikke taget stilling til, om det skal være gennem Kontroludvalget eller Udenrigspolitisk Nævn," siger Søren Espersen.
Websider rekrutterer medlemmer
Forslaget om spærringen af de tusindvis af terrorrelaterede websider stammer fra et såkaldt paragraf-20 spørgsmål fra Søren Espersen til justitsminister Brian Mikkelsen (K).
Her spørger Søren Espersen, om "[...] regeringen [vil] tage initiativ til, at Al Queda's websites blokeres i Danmark, og vil regeringen i internationale fora tage initiativ til, at disse websites blokeres internationalt?"
Pointen med spørgsmålet er ifølge Søren Espersen, at al-Qaida bruger hjemmesiderne til at udsende propaganda, men også til at få nye folk til at melde sig under fanerne, har han tidligere fortalt Computerworld.
Sværere at følge med
Imidlertid vil det ud fra efterforskningsmæssige interesser være en dårlig idé at blokere adgangen til de terrorrelaterede hjemmesider, har tidligere operativ chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen vurderet.
Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen er en væsentlig del af efterretningsarbejdet, måske op mod 80 procent, i dag baseret på netop åbne kilder.
"Når 80 procent af al efterretningsarbejde baserer sig på åbne kilder, hvorfor så i al verden medvirke til at lukke Danmarks øjne og ører," har Hans Jørgen Bonnichsen fortalt til Computerworld.
Institut for Menneskerettigheder har tidligere vurderet, at de tusinder af åbne terrorrelaterede hjemmesider, som Dansk Folkeparti foreslår spærret, udmærket kunne lukkes, hvis siderne er til fare for statens sikkerhed eller opfordrer til udbredelse af terror.
Læs hele svaret
Læs Søren Espersens spørgsmål her:
S 2861
"Vil regeringen tage initiativ til, at Al Queda's websites blokeres i Danmark, og vil regeringen i internationale fora tage initiativ til, at disse websites blokeres internationalt?"
Læs Brian Mikkelsen svar her:
I det omfang politiet, herunder Politiets Efterretningstjeneste, bliver opmærksom på strafbare forhold, der begås via hjemmesider på internettet, vil politiet om muligt - og efter omstændighederne i samarbejde med danske eller udenlandske myndigheder mv. - træffe foranstaltninger med henblik på at bringe de strafbare forhold til ophør.
Det bemærkes i den forbindelse, at særlige hensyn - f.eks. efterretnings eller efterforskningsmæssige - i visse tilfælde kan begrunde, at der ikke umiddelbart skrides ind over for visse strafbare forhold på internettet.