Artikel top billede

Gravemaskiner har nu lagt fiber forbi 640.000 danske husstande. Foto: MidtVest Bredbånd.

Fiber pløjer sig frem: 70 procent flere kunder på et år

Det seneste år har 70 procent flere danskere købt adgang til fibernettet, og dermed er der nu over 150.000 fiberkunder herhjemme. Tallet er dog stadig lavt sammenlignet med ADSL.

Fiber-fokus: Fiberselskaberne udruller fiberbredbånd for milliarder af kroner til danske husstande, men kunderne følger ikke med i samme takt. Der er dog ved at ske noget nu, melder Dansk Energi, der repræsenterer fiberbranchen.

Således viser Dansk Energis seneste tal fra august, at 150.000 danske hjem har købt et fiberabonnement. Det er 70 procent flere end samme måned året før. Derudover venter 30.000 på, at elselskaberne slutter dem til.

"Vores medlemmer har arbejdet hårdt for at få nogle kunder på nettet. Samtidig har flere danskere fået øjnene op for de her fiberforbindelser. Mange af områderne, der har fået tilbuddet om fiber, har før været underforsynet med lave bredbåndshastigheder eller slet ingen forbindelse," siger konsulent Thomas Woldiderich fra Dansk Energi.

Det hører dog med til den høje vækst, at antallet af fiberkunder kommer fra et lavt niveau sammenlignet med eksempelvis ADSL, der ifølge IT- og Telestyrelsen er den mest udbredte bredbåndsteknologi i Danmark med 1,2 millioner kunder.

Fiber udrullet til over en halv million

De nye tal fra Dansk Energi viser samtidig, at fiberselskaberne har gravet kilometervis af fiber ned det sidste år. Det betyder, at 640.000 hjem i dag har et fiberkabel løbende lige forbi husstanden, hvilket er 30 procent flere end for et år siden.

Meldingen kommer kort tid efter, at TDC annoncerede, at selskabet allerede har lagt inaktive fiberforbindelser ud til 200.000 danske husstande. Disse tal indgår ikke hos Dansk Energi.

Fibereventyret med 640.000 husstande er finansieret af de danske energiselskaber, som har lovet ejerne - ofte aftagerne - at de vil få fiberbredbånd. Thomas Woldiderich fremhæver netop dét løfte som en af årsagerne til, at udrulningen af fiber er fortsat det seneste år.

"Energiselskaberne er andelsejede, og rigtig mange af dem har på repræsentantskaber sagt, at de vil give alle i forsyningsområdet et tilbud om fibernet. Derfor skal maskinerne ud og grave de helt store huller i Danmark, og visionen med at skabe en helt ny infrastruktur her i landet er godt i gang," siger han.

Ifølge Dansk Energi er der 2,5 millioner husstande i Danmark, og fiberselskabernes vision er at udrulle bredbånd til 2 millioner af dem. Der er dermed stadig lang vej til slutmålet, men Thomas Woldiderich påpeger, at branchen er nået langt på kort tid.

"Man skal huske på, at gravearbejdet kun har stået på i små fire år. På den tid er fiberen kommet næsten helt ud til 640.000 husstande. Det svarer til, at der er passeret 438 husstande om dagen med fremtidssikrede højhastighedsforbindelser," forklarer han.

Fiberbranchen står over for skifte af strategi

Det vurderes, at energiselskabernes fibereventyr indtil videre har kostet omkring 7,5 milliarder kroner. Og selvom 640.000 husstande nu har adgang til fibernet, så er det stadigvæk kun 180.000, der har sagt ja til tilbuddet.

Her har TDC's topchef, Henrik Poulsen, blandt andet sagt, at fiberselskaberne har overvurderet deres kundegrundlag, og at de er kommet i problemer, fordi finanskrisen har lagt et tungt pres på energibranchens forretningsmodeller for bredbåndsmarkedet.

Finanskrisen betyder også noget for fiberselskabernes strategi det kommende stykke tid, vurderer Thomas Woldiderich.

"De store maskiner står lidt mere stille nu, hvor vi har den her nedgang i hele økonomien. De kommer ud igen, men nu er fokus på at lave efter-tilslutninger til de hjem, hvor fiberen allerede løber ude i hækken," siger han.

Kamp mod ADSL

En af udfordringerne for fiberbranchen bliver at lokke folk væk fra teknologier som ADSL- og kabel-bredbånd, der har lavere tophastigheder.

"Det skal være et godt tilbud, der får dem til at springe på, og så skal forbrugerne selvfølgelig også have et ønske om høje hastigheder - både op og ned - og her ser vi fordelen ved fiberteknologien," siger Thomas Woldiderich.

Hastigheden er dog ikke det eneste parameter, som bredbåndsselskaberne konkurrerer på. Det måske mest slagkraftige parameter er prisen, og de seneste år er prisen på ADSL-abonnementer styrtdykket.

"Rigtig mange af vores medlemmer går ind og regner på, om de kan give et bedre tilbud. Nogle steder kan de, og andre steder kan de ikke. Men det er jo meget forskelligt, hvilke behov forbrugerne har," siger Thomas Woldiderich.

Investerer på lang sigt

Fiberselskabet MidtVest Bredbånd løb i januar ind i en betalingsstandsning, mens andre fiberselskaber fremviser røde tal på bundlinjen. Alligevel er konsulenten fra Dansk Energi optimistisk på vegne af branchen.

"Selskaberne er bevidste om, at det er en langsigtet investering, og ingen af dem har en forventning om, at det skulle give et positivt afkast efter tre til fire år. Det koster kassen at lægge sådan en infrastruktur ned, men det giver en gevinst på den lange bane - ikke mindst for samfundet," fortæller Thomas Woldiderich.

Den seneste halvårsstatistik fra IT- og Telestyrelsen viser, at ADSL går meget svagt tilbage. Statistikken, der dækker over andet halvår 2008, dokumenterer samtidig, at mobilt bredbånd går markant frem med en stigning på cirka 50 procent.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere