Grøn it mig her og klima-venlige servere mig der.
Computerworld har bedt vicedirektør i Københavns Kommunes koncern it-funktion, Koncern Service, Lars Guld Fuglsang, om at udpege et par konkrete områder, hvor det giver mening at tale om grøn it.
Koncern Service i København har allerede udført klimavenlige tiltag på et område og er på vej med flere tiltag.
Det gode eksempel, som Lars Guld Fuglsang hiver frem, handler om kommunens samling af serverparken.
"Vi har reduceret fra 720 fysiske servere rundt omkring i hele byen, fordelt på 15 serverrum over hele København. Dem har vi samlet her i kælderen på firs servere," fortæller Lars Guld Fuglsang, der tilføjer, at en lille del af serverne af sikkerhedshensyn er placeret et andet sted.
Men samlet set har centraliseringen betydet store reduktioner i både udgifter og miljøbelastning.
Sparer tre-fjerdele
Faktisk har omlægningen og samlingen af driften i København har ført til, at udgifterne og forbruget af strøm er reduceret med 75 procent.
"Vi har en CO2-besparelse over fem år på 4.200 ton," siger Lars Guld Fuglsang.
Økonomien i projektet hænger også sammen over en fem-årig periode, det kan blandt andet lade sig gøre fordi kommunen alene på el-forbrug sparer 10 millioner kroner om året. Og tilbagebetalingstiden er ifølge Lars Guld Fuglsang sat ud fra et konservativt skøn, hvor det kun er direkte besparelser på for eksempel el og husleje, der er regnet med. Transport og andre afledte udgifter er ikke medregnet.
Selv om økonomien har spillet en rolle, så er der for mange fordele både miljømæssigt og i forhold til driften til, at økonomien alene har været afgørende. Og kommunen har en målsæting om at blive grønnere.
"Københavns Kommune har en vision på det her område, og vi har også lige vedtaget en it-strategi, som blandt andet siger, at vi skal have bæredygtige løsninger," siger vicedirektøren.
Men økonomi og bæredygtighed trækker ifølge Lars Guld Fuglsang samme vej i vurderingen. Den eneste ekstraudgift, der har været i projektet stammer fra plantning af 500 træer, der gør hele aftalen CO2-neutral. En udgift som leverandøren betaler.
"Tingene følges ad her. Man kan også tilføje, at vi med den nye løsning får et betydeligt mere driftstabilt miljø. Så der er ligesom tre ben vi trækker frem, når vi præsenterer det for politikerne: Bæredygtighed, økonomi og driftssikkerhed," siger Lars Guld Fuglsang.
Han forklarer, at den grønne dagsorden i dag betyder meget for kommunen.
"Vi er forpligtet til at tænke det ind, synes jeg. Vi kan som it-chefer gøre det betydeligt bedre og tænke det ind, når vi laver ændringer," siger han.
Centralisering nødvendig
I København har den store serviceorganisation skrevet bæredygtighed ind i it-strategien, og miljøhensyn er også en del af indkøbspolitikken. Samtidig understreger Lars Guld Fuglsang, at den samlede organisation er en af betingelserne for at hente klimagevinsterne.
"Det kræver, at man har viljen til at centralisere og standardisere. Det er den eneste måde at sikre, at folk rundt omkring i organisationen - i den bedste mening - går ud og gør alt muligt andet, så vi går glip af nogle af de her effekter," siger Lars Guld Fuglsang.
Derfor mener han, at en stærk central funktion, der blandt andet er med til at definere rammerne for indkøb er meget vigtig. Det er også på indkøbsområdet, Lars Guld Fuglsang ser endnu flere grønne muligheder.
Udskyd udskiftning
Vicedirektøren peger på flere ideer, som Københavns Kommune er i gang med at undersøge.
Blandt andet er kommunen ved at kigge på Virtual Desktop Infrastructure, VDI, med tynde klienter. Det kan der ifølge Lars Guld Fuglsang være en miljømæssig gevinst i. Blandt andet vil der måske være mulighed for at forlænge maskinernes levetid.
"Hvis vi kan forøge levetiden på vores pc'er fra for eksempel tre et halvt til fem år, så sparer vi den miljøbelastning, der er med at producere og destruere efterfølgende. Men vi sparer også miljøbelastning fra håndtering og transport," siger Lars Guld Fuglsang og tilføjer, at der også kan være gevinster at finde på strømforbruget på nogle af de pc'er, der er beregnet på at fungere som tynde klienter.
Desuden er Københavns Kommune i gang med at kigge på print-, kopi- og scanningsområdet.
"Vi har en mistanke om, at der ligger nogle miljøgevinster, vi kan hente der," siger Lars Guld Fuglsang.
Han understreger, at Københavns Kommune endnu ikke har besluttet sig for at gå i gang med tynde klienter eller ændre på scan- og printområdet.