Artikel top billede

Karsten Ree (billedet) håber, at Zepto er en sund forretning inden for to år, men IDC-analytiker Anders Elbak spår en svær fremtid for Zepto. Foto: Jakob Boserup (Foto: Jakob Boserup / Jakob Boserup)

Kan Karsten Ree sejle Zepto igennem stormvejret?

Analytiker Anders Elbak fra IDC har svært ved få øje på en bæredygtig strategi for Zepto, mens hovedaktionær Karsten Ree tror på en sund forretning inden for to år.

Bølgerne omkring Zepto skvulpede højt i 2008, og stormvejret er fortsat i det ny år. Derfor søsatte hovedaktionæren Karsten Ree en redningsplan for virksomheden sammen med daværende direktør Lasse Frost.

Men kan kaptajn Rees nye planer redde Zepto i et marked med mange konkurrenter?

Konkurrencen inden for bærbare pc'er er benhård, og priserne på fladskærme er styrtdykket de seneste år. Det er de to kerneforretninger hos Zepto.

Derfor vurderer analytiker Anders Elbak fra analysehuset IDC, at det ny Zepto under Karsten Rees ledelse får det svært. Han efterlyser en klar strategi fra Zepto.

"Den væsentligste udfordring for Zepto er at få kommunikeret ud, hvad det egentlig er, virksomheden vil på længere sigt. Det mangler jeg at se," siger Anders Elbak.

Virksomheden har flere spor, som den kan vælge, men ingen af dem ligner umiddelbart en sikker vinder-strategi, mener analytikeren.

Et af sporene kunne være at kaste sig over en bredere vifte af produkter som lyd-udstyr og dvd-afspillere, ligesom Amitech har gjort tidligere. Men her skal Zepto have et stærkt brand, hvis det skal lykkes, vurderer Anders Elbak.

"Jeg har svært ved at se, at det er det, de skal overleve på. Og jeg kan heller ikke se, at de skulle stå så stærkt i priskonkurrencen på pc-markedet, så jeg kender ikke en plan, som jeg finder rigtig lovende for Zepto. Den har jeg svært ved at se lige nu," fortæller han.

Ny strategi hos Zepto

Samtidig står virksomheden i en situation, hvor den skal vælge, hvilken salgsstrategi der skal føre Zepto videre. Den oprindelige strategi, som brødrene Lasse og Per Frost valgte, var build-to-order. Zepto byggede en maskine efter kundens ønske.

Nu har selskabet indgået en aftale med firmaet Rosenmeier Electronics, der skal distribuere Zepto-computere.

Det er i øvrigt også Rosenmeier, der har overtaget Amitechs navn og lager, efter firmaet gik i betalingsstandsning tidligere på sommeren.

Zepto kan ende i blodig priskrig

"Det er en markant anden måde at gøre det på, og jeg tror heller ikke, at det er noget, som på længere sigt kan gøre det til en stor virksomhed og en udfordrer i pc-markedet, for når de gør det på denne måde, så kommer de til at minde mere om alle de andre producenter," siger Anders Elbak om Rosenmeier-aftalen.

Og minder Zepto om de andre konkurrenter, så er det pludselig prisen, der bliver den afgørende parameter, og det går ud over avancen på hver solgt enhed.

Anders Elbak mener derfor, at det er svært at få øje på et rigtigt spor at vælge for Zepto. Det samme gælder inden for tv-skærme, som Zepto også producerer.

"I dag kan man få en 32" LCD-skærm på tilbud for 3.000 til 4.000 kroner fra et rimelig kendt mærke som Philips eller Samsung. Det er svært for Zepto at sige, at ‘vores er et Zepto, og det skal du betale mere for'," forklarer Anders Elbak.

Ree: Sund drift inden for to år
Analytikeren er spændt på, hvilken strategi Karsten Ree vælger, nu når han har indtaget posten som administrerende direktør i Zepto, samtidig med at han nu sidder på 83 procent af aktierne. Hovedpersonen selv holder endnu kortene tæt ind til kroppen, men han har en mission.

"Det er at få lavet et bæredygtigt firma ud af det. Det har det jo ikke været tidligere - ikke i min bog. Vi har opnået nogle pæne omsætningstal for et par år tilbage, men det var ikke rigtig et overskud, jeg kunne stille mig tilfreds med. Jeg vil gerne forsøge at lave en sund forretning ud af det," siger Karsten Ree.

Lasse Frost, der indtil for nylig var administrerende direktør, valgte at investere overskuddet i nye satsninger, men Karsten Ree virker til at vælge en anden strategi med denne udmelding. Og han har en tidsplan klar.

"Jeg tror, at der bliver en meget fornuftig platform at stå på i løbet af 12 til 24 måneder, og så skal vi agere efter den størrelse, vi har, og det vi kan styre. Det er troen og håbet fra min side," lyder det fra Karsten Ree.

Han understreger, at han kun er en overgangsfigur som administrerende direktør. Tidligere har han sagt, at afløseren på posten kunne blive hans søn, Christian Ree.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer