Artikel top billede

Fladskærme bliver mere og mere flade, men hvorfor ikke overveje at bruge husets ruder som skærme?

Danske forskere udvikler digital vinduesfolie

Danske forskere udvikler digital folie med indlejrede kredsløb, styringssoftware, processor, projektor og et webkamera. Folien stopper solen og kan bruges som tv-skærm.

Brug dine vinduer som tv-skærme samtidig med, at du blokerer for solen og sparer strøm til klimaanlægget.

Sådan kan forventningerne til den danske opfindelse iBlinds formuleres.

IBlinds er en folie, der kan klæbes på vinduer. I folien er der indlejrede kredsløb, og løsningen kommer komplet med styringssoftware, processor, en projektor loftet og et webkamera i toppen af ruden.

Løsningen tilpasser sig automatisk solens stråler, og dæmper lysindfaldet i rummet. Man kan kalde det et intelligent vindue, der kan sammenlignes med et sæt usynlige persienner.

"Når solens stråler er stærke, bliver glasset matteret, så solen ikke kan skinne igennem. Kommer der en sky for solen, bliver vinduet igen transparent ved, at der bliver sat en smule strøm til folien," fortæller Lars Bjørn, administrerende direktør i Phi Invention.

Phi Invention er den kommercielle udløber af et hold universitetsfolks arbejde. Det er forskere fra CAVI, Centre for Advanced Visualisation and Interaction, på Aarhus Universitet, der har udviklet den interaktive del af iBlinds, der siden er blevet til virksomheden Phi Invention.

Ruden som skærm

I folien er der indlejrede kredsløb. I samspil med styringssoftware, en processor, en projektor til loftet og et webkamera i toppen af ruden, bliver iBlinds mere end en usynlig, interaktiv persienne: Folien kan bruges som tv-skærm.

"Når folien er matteret, kan den også projektere levende billeder ligesom en fladskærm. Vores opfindelse er oplagt at bruge i mødelokaler eller som udstillingsvindue i forretninger. Om dagen kan ruden fungere som almindeligt forretningsvindue, og om aftenen kan den bruge det som reklamesølje for produkter," forklarer Lars Bjørn.

I Odense har DSB netop valgt at bruge iBlinds i sit nye venterum til rejsende på første klasse. Det forvandler en del af glasvæggen til en skærm på to kvadratmeter, hvor TV2 News kører. Folien styrker samtidig ruden, og gør den hårdfør over for hærværk, hvis nogen af førsteklassespassagererne skulle finde på at flippe ud.

iBlinds blev afprøvet i 2008, da stormagasinet Salling i Århus brugte folien til at fange de forbipasserendes bevægelser. Når en person stod foran ruden blev den gennemsigtig, og personen kunne betragte de udstillede varer. Når folk stod længere væk, var ruden mat, og viste en B&O-reklame.

Energibesparelser

Folien er også en energisparer, for når vinduet er matteret, reflekterer det samtidig solens stråler.

"Det betyder, at aircondition i sommerhalvåret bliver overflødigt. Samtidig isolerer vinduet også bedre end traditionelle vinduer. Det giver en klima- og energibesparende gevinst, da det ikke vil være nødvendigt at skrue så højt op for varmen om vinteren," lover Lars Nørgaard Bjørn.

Han peger på, at de mange erhvervsdomiciler med kæmpe store flader af glas, kan hente mange fordele ved at bruge iBlind-folien, der filtrerer mindst 89 procent af solens sundhedsskadelige UV-stråler fra. Den kan justeres trinløst, så matteringen af ruden fungerer som et rullegardin.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere