I august 1969 skulle Ken Thompsons kone og lille søn på en månedlang rejse. Ken Thompson, der var programmør i AT&T-datterselskabet Bell Laboratories, så det som en chance til at virkeliggøre sine ideer til et nyt operativsystem.
Han skrev den første version af Unix i assemblersprog til Digital Equipments (DEC) PDP-7 minicomputer og brugte en uge på henholdsvis operativsystem, en shell, en editor og en assembler.
Ken Thompson og kollegaen Dennis Ritchie havde følt sig fagligt hjemløse siden Bell Labs tidligere på året havde trukket sig ud af et problematisk projekt om at udvikle et time-sharing-system ved navn Multics (Multiplexed information and computing service).
De havde ikke lyst til at hænge fast i nogen af de batch-operativsystemer, der var fremherskende på det tidspunkt, samtidig havde de heller ikke lyst til at genopfinde Multics, som de opfattede som grotesk og tungt.
Efter i et stykke tid at have tumlet med forskellige ideer til nyt system skrev Ken Thompson den første version af Unix, som han og Dennis Ritchie skulle udvikle på de næste mange år med hjælp fra kollegerne Doug Mcllory, Joe Ossanna og Rudd Canaday.
Nogle af principperne i Multics blev ført over i deres nye operativsystem, men skønheden i Unix lå (og ligger) i filosofien om at bruge mindre kode til at opnå mere.
"Et kraftigt operativsystem til interaktiv brug behøver ikke koste meget hverken i form af udstyr eller menneskelige anstrengelser," skrev Ritchie og Thompson fem år senere i the Communications of the ACM (CACM) - den videnskabelige forening the Association for Computing Machinerys (ACM) månedstidsskrift.
"Vi håber, at brugere af Unix vil synes, at de vigtigste karakteristika ved systemet er dets enkelthed, elegance og brugervenlighed".
Skriver artikel med stor effekt
De gjorde de tilsyneladende. Brugerne. Unix skulle blive en af hjørnestenene i it og køre mange servere og arbejdsstationer på universiteter, regeringskontorer og virksomheder. Og dets indflydelse blev større end den reelle udbredelse, som ACM bemærkede, da foreningen i 1983 tildelte Thompson og Ritchie ACM's fornemste pris A.M. Turing Award for deres bidrag til it:
"Unix-systemet har fået en generation af software-designere til at tænke i nye baner for programmering".
Selvfølgelig kom Unix' succes ikke fra den ene dag til den anden. I 1971 blev det omskrevet til PDP-11 minicomputeren, der var en kraftigere platform end PDP-7, som det oprindeligt blev skrevet til.
Der blev tilføjet mulighed for tekst-formatering og tekst-redigering, og nogle maskinskrivere i Bell Labs Patent-afdeling fik mulighed for at prøve det - som de første uden for udviklerholdets rækker.
I 1972 skrev Dennis Ritchie højniveau-sproget C (baseret på Thompsons tidligere B-sprog). Som følge af det omskrev Thompson Unix i C, som gjorde systemet langt lettere at portere på tværs af computermiljøer. Undervejs fik det navnet Unics (Uniplexed Information and Computing Service), der var et ordspil over Multics, der så blev til Unix.
Tiden var kommet til at forkynde det glade budskab. Ritchies og Thompsons artikel i CACM i juli 1974, The UNIX Time-Sharing System, tog it-verdenen med storm. Indtil da havde Unix været forbeholdt en håndfuld brugere i Bell Labs, men nu fik det støtte fra Association for Computing Machinery - en af redaktørerne kaldte det "elegant" - Unix var nået til et vendepunkt.
"CACM-artiklen havde en dramatisk effekt," skriver it-historiker Peter Salus i sin bog The Daemon, the Gnu and the Penguin: "Ken var ved at drukne i Unix-efterspørgsel."
Hackernes himmel
Ken Thompson og Dennis Ritchie var de fuldendte "hackere", dengang ordet var positiv ladet og betegnede en person, der besidder usædvanlig kreativitet, brute-force-intelligens, og som gerne tager natten til hjælp for at løse software-problemer, som andre dårligt vidste eksisterede.
Deres arbejdsmetoder, og den kode de skrev, appellerede i den grad til programmører på universiteter og senere i nystartede virksomheder uden megabudgetter som dem IBM, Hewlett-Packard og Microsoft kunne diske op med. Unix var alt det, som andre hackere som Bill Joy på University of California, Rick Rashid på Carnegie Mellon University og David Korn, der senere kom til Bell Labs, kunne ønske sig.
"Næsten helt fra begyndelsen kunne systemet vedligeholde sig selv," skrev Thompson og Ritchie i CACM-artiklen.
"Eftersom alle kodeprogrammerne var tilgængelige hele tiden og let kunne modificeres online, var vi villige til at revidere og omskrive systemet og dets software, når nye ideer blev udviklet, opdaget eller foreslået af andre."
David Korn, der i dag er AT&T Fellow, arbejdede i 1970'erne på Bell Labs.
"Et af særkenderne ved Unix var, at værktøjer kunne skrives, og bedre værktøjer erstatte dem," mindes han.
"Det var ikke en eller anden monolit, hvor man skulle købe alting. Man kunne reelt udvikle bedre versioner."
David Korn udviklede den betydningsfulde Korn shell, der egentlig var et programmeringssprog, der kunne styre Unix-operationer, og som nu kan erhverves som open source-software.
Fordelene ved Unix
Forfatter og it-historiker Peter Salus mindes sit arbejde med programmeringssproget APL på en IBM System/360 mainframe, da han var professor på University of Toronto i 1970'erne. Det gik ikke godt. Men 2. juledag i 1978 demonstrerede en ven på Columbia University Unix på en minicomputer. Det overbeviste Peter Salus.
Han fortæller, at den største fordel ved Unix for ham var dets "pipe"-feature, der kom i 1973. Den gjorde det let at flytte output fra et program til et andet.
Pipeline-konceptet blev senere kopieret til mange operativsystemer, herunder alle Unix-varianterne, Linux, DOS og Windows.
En anden fordel ved Unix - det næste "wow", som Peter Salus udtrykker det - var, at det ikke var nødvendigt at have en stjernedyr mainframe for at køre det. Det var skrevet til den lille og primitive DEC PDP-7 minicomputer for det var det eneste, Ken Thompson og Dennis Ritchie kunne få fingre i i 1969.
Peter Salus var solgt med det samme og flere med ham. Universitetsforskere i hobetal tog Unix til sig, for det var relativt simpelt at arbejde med og let at ændre. Nystartede virksomheder, blandt andet Sun Microsystems og en række nu nedlagte selskaber, valgte også Unix af de samme grunde.
Unix-afledninger
Unix voksede op som et ikke-proprietært system, fordi AT&T i 1956 af retten var blevet pålagt ikke at beskæftige sig med andet end at levere telefoni-tjenester. AT&T måtte godt udvikle software og såmænd også licensere det til en "rimelig" pris, men selskabet måtte ikke begive sig ind i computerbranchen.
Unix, som blev udviklet uden opmuntring fra ledelsen, blev i AT&T i første omgang betragtet som noget, der var en mellemting mellem en kuriositet og en juridisk hovedpine.
Men i slutningen af 1970'erne indså AT&T, at selskabet havde noget af kommerciel betydning i stalden. AT&T's jurister anlagde en bredere fortolkning af det retslige pålæg, fordi selskabet var interesseret i at beskytte Unix som en handelshemmelighed. Og i 1979, da Version 7 kom, forhindrede Unix-licenser universiteterne i at bruge Unix-kildekoden som undervisning i studierne.
Det var ikke noget problem, mente professor i computervidenskab Andrew Tanenbaum, der havde brugt Unix V6 på Vrije Universiteit i Amsterdam. I 1987 skrev han en Unix-klon, han kunne bruge i sin undervisning og skabte open source-operativsystemet Minix, som kunne køre på en Intel 80286 mikroprocessor.
"Minix indeholdt alle ideerne fra Unix, og det var fremragende gjort," siger Peter Salus:
"Kun en stor programmør, en der havde dybt kendskab til et operativsystems indre, kunne gøre det."
Minix blev senere udgangspunktet for Linus Torvalds' Linux, der kom til verden i 1991 - måske ikke en Unix-klon, men så en dobbeltgænger.
Tilbage i 70'erne fik Bill Joy, afgangsstuderende og programmør på University of California i Berkeley, fingre i en kopi af Unix fra Bell Labs, og han fandt der en god platform for sit eget arbejde på en Pascal-kompiler og en tekst-editor.
De ændringer og udvidelser han og andre på Berkeley foretog, resulterede i den anden, større gren af Unix, Berkeley Software Distribution (BSD) Unix. I marts 1978 udsendte Bill Joy kopier af 1BSD, og prisen var 50 dollars.
Så i 1980 var der to større Unix-retninger, en fra Berkeley og en fra AT&T, og scenen var sat til det, der senere blev kaldt Unix-krigen. Den gode nyhed var, at softwareudviklerne overalt kunne få fat i Unix-kildekoden og skræddersy den til egne behov og præferencer. Den dårlige nyhed var, at det var lige det, de gjorde. Unix formerede sig hurtigt, og varianterne strittede i alle retninger.
I 1982 var Bill Joy med til at grundlægge Sun Microsystems. Arbejdsstationen Sun-1 kører en version af BSD ved navn SunOS. (Der skulle gå 10 år, før Solaris kom på banen). Året efter frigav AT&T den første version af Unix System V, et enormt indflydelsesrigt operativsystem, der skulle blive basis for IBM's AIX og Hewlett-Packards HP-UX.
Unix-krigen
I midten af 80'erne beklagede brugere, som også omfattede USA's regering, sig over, at selv om Unix i teorien var et enkelt operativsystem til flere platforme, var det reelt alt andet. Leverandørerne lod som om, de hørte efter, men arbejdede døgnet rundt på at låse kunderne fast med tilrettede Unix-features og API'er.
I 1987 begyndte Unix System Laboratories, der på det tidspunkt var en del af Bell Labs, at arbejde med Sun på et system, der skulle forene de store Unix-fløje. Frugterne af deres samarbejde blev Unix System V Release 4.0. Det kom to år senere og kombinerede funktioner fra System V Release 3, BSD, SunOS og Microsofts Xenix.
Andre Unix-leverandører frygtede Sun/AT&T-alliancen. De forskellige parter dannede konkurrerende "standardiserings-organer" med navne som X/Open, Open Software Foundation, Unix International og Corporation for Open Systems. Der kan skrives tykke bøger om disse gruppers argumenter, modargumenter og bedrifter, men de hævdede alle, at de arbejdede for en ensartet Unix, mens de skød med skarpt efter hinanden.
I et ikke offentliggjort notat fra 1988 for Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA), bemærker den kendte minicomputer-pioner Gordon Bell, at den nydannede Open Software Foundation, der bestod af IBM, HP, DEC og andre allierede mod AT&T/Sun-alliancen: "OSF er en måde for de Unix-løse til at komme ind på det voksende marked, samtidig med at de holder fast i deres indbringende kode-museer."
Unix-krigen endte ikke med, at stridighederne blev bilagt, eller at der blev fastsat en standard for operativsystemet. Men i 1993 gav Microsoft Unix-samfundet en brat opvågning.
Windows NT var et fuldfedt 32-bit operativsystem. Det proprietære NT rettede skytset direkte mod Unix og havde til formål at udvide Microsofts overherredømme til datacentre og andre steder, hvor Sun-servere tronede.
Microsoft-brugerne klappede i hænderne. Unix-leverandørerne gik i panik. Alle de store Unix-rivaler gik sammen i et initiativ ved navn COSE, Common Open Source Environment, og nedlagde i det følgende år mere eller mindre våbnene ved at fusionere den AT&T/Sun-støttede Unix International-gruppe med Open Software Foundation.
Den koalition udviklede sig til det, der i dag hedder The Open Group, der certificerer Unix-systemer og ejer Single Unix Specification, der nu er den officielle definition på Unix.
Denne udvikling fik "standardiseret" Unix så meget det var mulitgt, når leverandørerne konkurrence-gen tages i betragtning. Men de har måske været for sent ude til at kunne dæmme op for Linux-bølgen, som voksede sig stor ud af Andrew Tanenbaums Minix.
Fremtiden for Unix
"Unix har haft en lang og livlig fortid, og selv om Unix ikke vil forsvinde, så vil det være under stigende pres. Linux er det foretrukne, strategiske "Unix"-valg," siger Gartner-analytiker George Weiss.
Selv om Linux ikke har en lang udviklingshistorie og ikke har været udsat for samme stress-test som Unix, så nærmer det sig og vil snart matche Unix i performance, driftsikkerhed og skalerbarhed, mener man.
Men en undersøgelse, Computerworld US gennemførte for nylig, indikerer at flugten fra Unix ikke vil ske lige med det første. I undersøgelsen, der dækker 130 Unix-brugere blandt 211 it-direktører, svarede 90 procent, at deres virksomhed var "meget" eller "ekstremt" afhængig af Unix.
Lidt over halvdelen svarede, at Unix var den primære platform og ville fortsætte med at være det. Kun 12 procent svarede, at de forventede at bevæge sig væk fra Unix i fremtiden.
Besparelser, primært via server-konsolidering, blev angivet som den primære grund til at forlade Unix. Ifølge George Weiss vil overgangen til standard x86-processorer tage til på grund af de prismæssige fordele på hardware-siden.
"Horisontal, skalerbar arkitektur; klynger; cloud computing; virtualisering på x86. Når man kombinerer alle disse tendenser, så bliver det foretrukne operativsystem Linux og Windows," siger George Weiss:
"Tag for eksempel Ciscos seneste annoncering for virksomhedens Unified Computing-arkitektur. Her har man computerkraft, netværk, virtualisering og adgang til storage i et og samme system, og så har man ikke behov for Unix. Man kan køre Linux eller Windows på x86. Så Intel vinder krigen over Unix på vegne af Linux."
The Open Group, der ejer Single Unix Specification og certificerer Unix-systemer, har ikke meget til overs for Linux og fremhæver Unix som det foretrukne valg til "tunge features, skalerbarhed og performance for virksomhedernes vigtigste og centrale applikationer", mens Linux snarere er standarden for de mindre og mindre væsentlige applikationer.
David Korn fra AT&T hører til dem, der stadig er optimistisk på Unix' vegne. Han mener, at styrken ved Unix er, at det let kan brydes op i mindre stykker og distribueres. Det vil trække Unix fremad, mener han:
"Pipeline-filosofien fungerer fint i cloud computing, hvor man bygger små, genanvendelige dele i stedet for en stor, monolitisk applikation."
Dybe spor
Uanset hvad Unix' endelige skæbne bliver, så har operativsystemet, der blev født i Bell Labs for 40 år siden, sat så dybe spor, at de nok skal holde endnu et årti.
Det har æren for en lang liste af populær software, blandt andet Unix-tilbud fra IBM, HP og Sun, Apples Mac OS X og Linux. Det har også haft indflydelse på systemer med direkte rødder i Unix som Microsofts NT og IBM- og Microsoft-versionerne af DOS.
Unix har gjort det muligt for en lang række små, nystartede virksomheder at få succes ved at give dem en billig platform at bygge på. Unix var en central byggeklods til internet og befinder sig lige i hjertet på telekommunikations-systemer i dag.
Det har affødt mange, vigtige arkitektur-ideer som eksempelvis pipelining, og Unix-afledningen Mach gav et kæmpe bidrag til videnskabelige, distribuerede og flerprocessor-systemer.
Måske har ACM udtrykt det bedst i begrundelsen for at tildele Ken Thompson og Dennis Ritchie Turingprisen i 1983 for deres Unix-arbejde:
"Det geniale ved Unix-systemet er dets struktur, der gør det muligt for programmører at stå på skuldrene af andres arbejde."
Oversat af Birte Matsen
