Mobilitet, hastighed og økonomi.
Ovenstående er tre hovedargumenter for, at Bispebjerg og Frederiksberg Hospital overvejer at skrotte sine omkring 2.000 stationære computere til fordel for at tynde klienter via en kombineret Sunray og Citrix-løsning.
Hospitalet har dog indtil videre kun forsøgt sig med 50 tynde klienter i et lille halvt års tid, og forsøgsordningen har indtil videre været en stor succes ifølge it-chef Martin Sølvkjær fra Bispebjerg Hospital.
"Folk har efterlyst, om vi ikke kan rulle nogle flere tynde klienter ud på afdelingerne," siger han om forsøgsordningen, der blev skudt i gang 1. februar, og som er kraftigt inspireret af DTU's tynde klienter, der har kørt nord for København siden slutningen af 1990'erne.
Drastisk formindskelse af spildtid
Mobiliteten er på Bispebjerg Hospital blevet væsentligt forøget for sygeplejersker og læger, der ikke længere er lænket fast til deres normale skriveborde men har kunnet bruge længere tid hos patienterne.
Det skyldes, at de på fem af hospitalets afsnit har kunnet logge på enhver tynd klient på tre sekunder med et smart card og derefter få deres personlige Windows XP-skrivebord frem.
Indtil videre har 245 personer været udstyret med et smart card, hvilket dog ikke har betydet kø ved tastaturerne.
"Hvis man går ud fra, at læger og sygeplejersker bruger 25 minutter på at gå hen til deres stationære computer og logge på systemet, så har vores beregninger vist, at spildtiden er formindsket drastisk. Hvis en lignende ordning blev indført på alle landets hospitaler, svarer reduktionen af spildtiden til 2.500 fuldtidstillinger," siger it-chef Martin Sølvkjær.
Han skynder sig at tilføje, at regnestykket naturligvis er naivt, men pointen med tidsbesparelser og forøgelse af arbejdshastigheden er reel nok.
Hvide kitler med grøn profil
Infrastrukturen bygger på Suns Sunray-servere og Citrix' Presentation Server, som gør det muligt for hospitalspersonalet at kunne se standard-kontorapplikationer samt diverse kliniske applikationer som røntgenbilleder og medicinering.
Ud fra forsøgsordningen vil de tynde klienter økonomisk betyde en besparelse på to millioner kroner om året, hvis alle hospitalets omkring 2.000 tvinges på slankekur. Og Martin Sølvkjær afviser samtidig, at moderne virtuelle desktoppe med fuld brugerkontrol og skriverettigheder vil kunne erstatte hospitalets behov.
"Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle betale så meget for en meget lille forøgelse af ydeevnen. Det har vi slet ikke brug for," siger han.
Sikkerheden er dårligere på stationær pc
Han er ikke nervøs for sikkerheden i de tynde klienter, der heller ikke har knirket det halve års forsøgstid.
It-chefen sætter derimod sin lid til Sunray-løsningen, efter en konference med en repræsentant fra et Denver-hospital i USA, hvor der var blevet udrullet 2.000 tynde klienter.
For at sikre sig mod eventuelle uventede nedbrud på Suns system havde hver afdeling på det amerikanske hospital fået en stationær computer, som skulle bruges, hvis de tynde klienter gik ned.
"Efter en længere periode viste det sig, at der var mere bøvl med de stationære computere på afsnittene end med hele Sunray-systemet," griner Marin Sølvkjær.
Hvis Bispebjerg Hospital ruller den helt store løsning ud til erstatning for de 2.000 stationære computere, vil han dog alligevel sørge for, at der stadig er operationelle stationære computere på hvert afsnit.
"Vi vil gerne spare så meget som muligt - men uden ikke løbe nogen form for risiko," lyder det fra Bispebjergs hospitals it-chef.