Computerworld News Service: Toshibas nye batterioplader, der udnytter direkte-metanol-brændselsceller, er en transportabel strømkilde, der kan bruges til at genoplade andre apparater i stedet for at sætte dem i en stikkontakt i væggen.
Toshibas næste brændelscelle-produkter vil være indlejrede DMFC (direct-methanol fuel cell)-brændselsceller i mobiltelefoner og bærbare computere.
I en præsentation tidligere på året oplyste president for Toshiba, Atsutoshi Nishida, at dette produkt ville blive udgivet i marts, men virksomheden siger nu, at det først udkommer senere på året.
Direkte-metanol-brændselsceller producerer elektricitet fra en kemisk reaktion mellem metanol, vand og luft. De eneste biprodukter er en lille mængde vanddamp og kuldioxid, så disse brændselsceller ses ofte som værende mere miljøvenlige energikilder end traditionelle batterier.
En anden fordel ved dem er, at de kan "genoplades" på få sekunder med en ny patron metanol.
Kun første skridt
Der er virksomheder, der har arbejdet i årevis på at udvikle DMFC-brændselsceller, der er små nok til at passe i bærbare elektroniske apparater for at erstatte de litium-ion-batterier, der bruges i dag.
Sidste år demonstrerede Toshiba en fungerende prototype på en mobiltelefon, der fik strøm af en DMFC-brændselscelle, og tidligere i år offentliggjorde virksomheden planer om at begynde at sælge DMFC-løsninger til mobiltelefoner og bærbare i regnskabsåret 2009, som løber fra april i år til marts 2010.
DMFC-batteriopladeren er første skridt mod disse produkter og vil blive brugt til at genoplade andre apparater. Men problemerne med at anskaffe visse unavngivne komponenter har forsinket lanceringen med nogle få måneder.
Toshiba afviser at afsløre hvilke komponenter, der er tale om.
På trods af forsinkelsen af batteriopladeren er virksomheden stadig fast besluttet på sin oprindelige tidsplan for DMFC-løsningerne til mobiltelefoner og bærbare.
Toshiba sigter efter et årligt salg af DMFC-apparater på 5,66 milliarder kroner i 2015.
Oversat af Thomas Bøndergaard