Artikel top billede

IBM fylder vindmøllestrøm på elbilerne med SOA

Klima-it: Der kommer ikke en IBM-elbil på de danske veje lige med det samme. Men it-virksomheden skal udvikle den SOA-platform, der skal sende strømmen fra vindmøllerne ud i elbilerne.

Det varer ikke mange år, før danskerne dropper benzin- og dieselbiler til fordel for miljørigtige elbiler.

I hvert fald ikke hvis det står til det danske konsortium Edison, der skal udvikle den nødvendige infrastruktur til landets energiforsyning, så det bliver muligt at tilslutte flere hundrede tusinde elbiler.

Konsortiet består blandt andet af IBM, Siemens, DONG Energy og DTU, der i fællesskab skal udvikle infrastrukturen.

Det bliver en helt ny arkitektur for det danske energisystem, der skal optimere det danske energisystem til at kunne håndtere elbilerne, således at der konstant er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på energi i nettet.

"Lyset hos naboen skal jo ikke gå ud, når du slutter din elbil til el-nettet," siger Tim Mondorf, som er IBM's nordisk ansvarlige for energi og miljø.

IBM's opgave er at udvikle det software eller den SOA-platform, der skal styre energinettet.

Det bliver en åben platform baseret på åbne standarder, så alle leverandører og elbilproducenter og teknologiudviklere kan byde ind med løsninger i fri og lige konkurrence.

Åben arkitektur, åbne standarder

"Vi laver en åben arkitektur med åbne standarder. Det er vigtigt for at fremtidssikre projektet, og for at det ikke bliver et spørgsmål om den ene eller anden producent. Vi står ved begyndelsen af en enorm teknologisk udvikling, og det, vi nu udvikler i Danmark, er begyndelsen til et system, der også om 10 år kan betjene de elbiler og systemudbydere, der måtte være," siger Tim Mondorf.

Edison-konsortiet er opdelt i underprojekter, og IBM's bidrag, nemlig at udvikle den software, der styrer opladningen af elbilerne, bliver en art SOA-platform, som vi kender det fra andre sammenhænge, forklarer han.

"SOA-platformen vil ligge centralt og styre en masse decentrale enheder - akkurat som en SOA-platform i en bank holder øje med en masse dankort-automater. Denne her skal bare holde øje med, hvilke elbiler, der sættes til opladning og hvor" siger han.

Systemet vil holde øje med, hvor meget vindenergi, der er i nettet. Tricket er at optimere den decentrale opladning, så der bliver brugt mest mulig vindenergi til opladning af elbilerne.

"De skal jo netop ikke bare oplades med el fra kulafbrænding, for så har vi ikke fået hele den miljøgevinst, vi vil opnå," siger Tim Mondorf.

Elbil-forhandleren Moberg

IBM har ikke tænkt sig at begynde at producere elbiler, selvom IBM i en årrække har leveret it-løsninger til bilindustrien og ifølge Tim Mondorf samarbejder med bilproducenter i hele verden om den store omstillingsproces, der er igang i branchen.

Han hilser elbilprojekterne velkommen, blandt andet den tidligere Microsoft-chef Jens Moberg, der er vendt hjem til fædrelandet som chef for den amerikanske virksomhed Better Place for at sælge elbiler til danskerne, og oprette en infrastruktur med batteriskifte-stationer.

De ambitioner vil på ingen måde komme til at stå i vejen for det arbejde, som Edison-konsoritet skal udføre. Tværtimod vil Better Place-projektet give det overordnede projekt kritisk masse og tiltrække investorer, mener IBM.

"Better Place bliver en operatør, der vil købe strøm og sælge elbilservices til forbrugerne. Den slags initiativer er der i høj grad brug for," siger Tim Mondorf.

Infrastruktur og leverandører

Han forklarer forskellen på Edison-projektet og Better Place-projektet med en mobiltelefon-lignelse:

"Edison definerer frekvenser, dimensionering og bygger infrastrukturen i form af sendemasterne. Og Better Place - og andre elbil-firmaer - leverer terminalerne til kunderne. Om det er taletidsminutter eller kørte kilometer er for så vidt det samme," siger han.

Eller sagt på en anden måde: Hvor Better Place tænker: Hvordan får vi 200.000 el-biler ud på vejen, hvad skal folk betale for dem og hvordan får vi strøm i dem?, går Edions overvejelser i denne retning: Hvordan laver vi det danske energisystem, så det er muligt at have 200.000 elbiler, så udbud af energi er lig efterspørgsel, så vi får stabilitet i nettet og forøger andelen af vedvarende energi?

Elbiler som fast ressource

Netop stabilitet i energiforsyningen er et afgørende punkt.

I dag sikres kravet til forsyningssikkerhed ved, at de kulfyrede kraftværker står stand by, og kan skrue op for el-produktionen øjeblikkeligt, hvis der pludselig opstår stor efterspørgsel.

Det er indlysende dyrt og miljømæssigt belastende at have kraftværkerne på konstant stand by, men altså nødvendigt.

Men med et fuldt udbygget elbil-net, kan elbilerne overtage i hvert fald dele af opgaven med at stå for stabiliteten.

"Det har altid været et problem, at man ikke lagre strøm fra vindmøllerne. Men det kan man jo pludselig alligevel, hvis vi har flere hundrede tusinde elbiler, der hver især er forsynet med et stort genopladeligt batteri," siger Tim Mondorf.

Det kræver intelligent styring og overvågning, for det skal selvfølgelig ikke være sådan, at din elbil er tømt for strøm om morgenen, fordi andre skulle bruge strømmen.

"Og det kan kun løses med it," siger Tim Mondorf.

"Vi skal være globalt førende"

IBM modtager, i lighed med de andre deltagere i Edison-projektet, forskningsmidler fra staten, og afsætter selv en række forskningsressourcer i de tre år, projektet varer.

Virksomheden kan desuden trække på sine internationale erfaringer, blandt andet fra et lignende projekt, GridWise i staten Washington, USA, hvor det ganske vist handlede om el-radiatorer og aircondition, men hvor elforbrug blev styret ud fra de samme principper, der kommer til at ligge til grund for styringssoftwaren til den danske energiforsyning.

"Det her er jo ikke bare et dansk it-projekt. Det er et dansk projekt, der skal være globalt førende. Når vi kan lave det for Danmark, kan vi også få det til at fungere andre steder," siger Tim Mondorf.

Bornholm er udset til testområde, og bliver Edisons business case.

"Øen har et el-kabel til Sverige, som man kan afbryde under meget kontrollerede forhold. Det betyder, at man kan helt nøjagtigt kan studere effekten af at slutte en elbil mere nettet. Hvis man gjorde det midt Jylland, vil det være vært at måle nettoeffekten, for her hænger nettet sammen med Norge og Tyskland," siger Tim Mondorf.

En klase af produkter

IBM forventer at kunne sælge de intelligente styringsløsninger overalt i verden, og har som børsnoteret kæmpevirksomhed naturligvis en økonomisk interesse i Edison-projektet udover den rent samfundsnyttige.

"Vi gør det fordi, det er samfundsmæssigt vigtigt, og fordi der er en forretningsmæssig interesse. Intelligent Utility Network er en hel klase af produkter til det intelligente el-net, som vi sælger til energiselskaber i hele verden," beretter Tim Mondorf.

Edison-projektet er for IBM en mulighed for at udvikle de løsninger yderligere, og forventningerne til indtjeningen er der selvfølgelig regnet på, siger Tim Mondorf, uden at kunne løfte sløret for i hvilken størrelsesorden.

Budget på 49 millioner

Budgettet for konsortiets treårige projekt 49 millioner kroner, hvoraf den offentlige finansiering udgør 33 millioner kroner.

Medfinansiering fra projektdeltagerne er således 16 millioner kroner

De 33 millioner fordeles på i alt ni projektdeltagere, heriblandt IBM. Bidraget til IBM bruges til delvist til at finansiere et team af eksperter, der skal udvikle softwaren. Resten af udgifterne afholdes af virksomheden selv.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere