Artikel top billede

Foto: Pete Souza (Foto: © 2008 Pete Souza / Pete Souza)

Skal Danmark bruge Obamas it-model?

Med udpegelsen af Vivek Kundra som federal CIO har USA's præsident Barack Obama valgt at samle it-ledelsen. Computerworld har spurgt danske eksperter, om Danmark bør gå samme vej.

En overordnet CIO skal sætte skik på USA's regerings brug af it, styringen af projekter og it-portefølje. Den nye federale it-direktørVivek Kundra vil også åbne for innovativ brug af den amerikanske administrations mange data.

I Danmark er der også tilløb til en mere centraliseret styring af it-porteføljen i Statens IT, og regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge mulighederne for bedre styring af it-udvikling. Og hvis man spørger to eksperter i offentlig it-ledelse i Danmark, så skal regeringen ikke efterligne Obamas model lige nu.

Ejvind Jørgensen, underdirektør i konsulenthuset Rambøll Management, mener, at Danmark allerede er godt med på de områder, den amerikanske CIO vil i gang med. Han nævner IT- og Telestyrelsens nye rapport, der inviterer til større og bredere brug af det offentliges data.

"Der er initiativer på samme niveau i Danmark. IT- og Telestyrelsen har meldt ud omkring, hvordan man kan stille bedre data til rådighed," forklarer Ejvind Jørgensen.

Han tilføjer, at han mener, at der er meget væsentlige forskelle mellem Danmark og USA.

"Man skal passe på ikke at sammenligne. Den amerikanske CIO's rolle er at sende signaler og det bliver mere policy-orienteret. Men uden at undervurdere ham, så er noget af det han taler om jo almindelig god porteføljestyring, hvor man siger, at hvis it-projekterne ikke bidrager til noget skal vi lukke dem," konstaterer Ejvind Jørgensen.

Han mener, at selv om Danmark ikke har en decideret national CIO, så er styringen efterhånden samlet ved nogle stærke aktører, der koordinerer arbejdet.

"Rent de facto er vi kommet til en tættere styring. Men man kan ikke se, at der står en mand i spidsen," siger Ejvind Jørgensen.

"Der er et samarbejde mellem Økonomistyrelsen og Den Digitale Taskforce i Finansministeriet. Og samtidig er der kommet en større politisk bevidsthed, og vi ser at toppen agerer meget mere årvågent i forhold til it-projekter," siger Ejvind Jørgensen.

Han mener, at det ville være en fejl at centralisere styringen yderligere hos en stilling som Danmarks CIO.

"Man skal passe på ikke at ville enormt meget på en gang. Og det er ikke der, jeg ville starte," siger Ejvind Jørgensen.

Engelske erfaringer skræmmer

Heller ikke på Copenhagen Business School, hvor Kim Normann Andersen (tidligere Kim Viborg Andersen, red.) er professor på centeret for anvendt it, er der den store begejstring for en national CIO i Danmark.

"Den danske virkelighed er anderledes. Det er en helt forskellig skala, det er et meget større antal mennesker, det handler om i USA," siger Kim Normann Andersen.

Han peger desuden på, at forsøget med at samle digitaliseringen hos en CIO, allerede er gjort i England under Tony Blair. Og her har succesen ikke afspejlet sig i bedre placeringer på digitaliseringens verdensranglister.

Kim Normann Andersen mener heller ikke, at Danmark bør være alt for optaget af amerikanernes digitalisering.

"Danmark er ikke bagefter USA på digitaliseringsfeltet, så jeg ved ikke, om vi ville vinde noget ved at gøre det samme som dem," siger Kim Normann Andersen. Professoren mener, at den fremgangsmåde, som den danske digitaliseringsstrategi arbejder efter, har nogle andre fordele.

"Det er en fundamentalt anden model, vi har lavet i danmark, hvor vi har en konsensusenhed i Styregruppen for Tværoffentligt Samarbejde og Finansministeriet. Det giver nogle andre styrker som man ikke skal underkende," siger han.

Kim Normann Andersen så gerne, at der kom mere fart på digitaliseringen i Danmark men han mener ikke nødvendigvis, at det er USA, som skal være forbilledet lige nu.

"Al Gore proklamerede et mål om e-government i slutningen af 90'erne, men der var Danmark allerede i gang. Jeg synes personligt, at man kan lære noget i andre lande, men hvis vi skal bruge en ny konstruktion i Danmark, så skal det være rettet mod gadeplans-digitaliseringen," siger Kim Normann Andersen, som henviser til teknologier, der kan forbedre effektivitet og service uden for de administrative områder i det offentlige.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere