Artikel top billede

ITST: Endnu ikke behov for dansk netneutralitets-lov

Flere udenlandske internetudbydere har forsøgt sig med at prioritere nettrafikken. Det gør de danske ikke, selvom der ikke er nogen lov, der hindrer det, siger IT- og Telestyrelsen.

Selvom flere udenlandske internetudbydere i dag styrer trafikken i deres netværk, så bestemte typer data prioriteres over andre, er det ikke en praksis, der findes hos de danske internetudbydere.

Heller ikke selvom de ikke er underlagt nogen lov, der forbyder dem at bryde med den såkaldte netneutralitet.

"Det er de ikke på nuværende tidspunkt. Man har ikke indført noget, fordi man ikke vurderer, at det er et problem i Danmark endnu," forklarer Morten Jørsum, fuldmægtig i IT- og Telestyrelsens Telebrugerpolitisk kontor.

Forud for sidste års konference om netneutralitet i København havde IT- og Telestyrelsen en dialog med internetudbyderne, hvor de spurgte til deres praksis på området. Her var svaret, at man ikke bryder med netneutraliteten, der handler om, at alle typer af data prioriteres lige.

"Det eneste, vi kan er at stole på, at det ikke sker, når de siger det. Og det har vi jo god grund til, fordi båndbredden og -kapaciteten ikke er fyldt ud i Danmark endnu."

Står netneutraliten for fald?

Computerworld har tidligere beskrevet, hvordan den amerikanske internetudbyder Comcast har forsøgt at flytte grænsen for, hvad en internetudbyder må og ikke må i USA - blandt andet ved at nedprioritere p2p-trafikken i nettet.

Før jul kom det frem, at den andenstørste internetudbyder i England, Virgin Media, vil begynde at overvåge trafikken på nettet for at kunne lægge restriktioner på BitTorrent-trafikken.

Og så sent som i går skrev skrev flere internationale medier, at den canadiske telestyrelse, CRTC, har spurgt landets internetudbydere til deres praksis på området - og at svaret er, at omkring halvdelen af dem på den ene eller den anden måde styrer traffikken.

Undersøgelsen blev sat i værk, efter at udbyderen Bell Canada sidste år fik en tilladelse til at spærre for p2p-trafikken på bestemte tider af døgnet.

Holder øje med udviklingen

Alligevel skulle det altså ikke være tilfældet hos de danske internetudbydere, konkluderer IT- og Telestyrelsen efter dialogen med teleselskaberne.

"Så vi går ikke ud fra, at der er et problem - men det kan det jo blive, så herfra er det holdningen, at hvis der skal ske nogen form for prioriteringer på nettet, så bør det ske med en stor grad af transparens, så forbrugerne er helt klar over, hvad der sker," forklarer Morten Jørsum.

Så hvis jeg udbyder en tjeneste på nettet, kan jeg godt gå til en internetudbyder og betale for at få den opprioriteret?

"Det er jo en stor diskussion, men så vidt vi ved, er det ikke noget, man bruger i praksis i Danmark. Så vi har ikke nogen præcedens i den slags sager, men vi forventer, at det vil komme inden for de nærmeste år. Og så må vi se på det til den tid."

Computerworld har også tidligere spurgt de danske internetudbydere om deres holdning til netneutraliteten og teknikker som deep packet inspection og traffic shaping, der kan bruges til at styre og overvåge trafikken.

Dengang var meldingen, at de ikke anvender amerikanske metoder til at for eksempel håndtere fildelings-applikationer. I stedet staser de på at opgradere netværkene i takt med udviklingen.

Dog anvendte TDC's YouSee på et tidspunkt traffic shaping til at begrænse fildelingstrafik som en midlertidig løsning, indtil netværket var blevet opgraderet.

Senere i dag kan du læse, hvad Telekommunikationsindustriens formand, Jens Ottosen-Støtt, mener om netneutralitets-debatten




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere