Der er YouTube - og alle de andre.
Men selv Googles videoflagskib, der i denne uge fik lukket Googles egen, oprindelige videotjeneste, har i flere år kæmpet med at få skovlet de 10 milliarder kroner ind, som søgegiganten langede ud for videotjenesten i 2006.
Flere analytikere spår derfor, at de sekundære online-videotjenester falder om som dominobrikker i det kommende år, hvor der givetvis kun vil være YouTube, Metacafe og enkelte andre store spillere, der står tilbage på banen.
Vi vil ikke betale
Når det kommer til videotjenester med udelukkende professionelt indhold, så vil online-videoudlejning få det endnu hårdere i et år med finansiel krise end den i forvejen skrantende forretningsmodel tidligere har oplevet.
"Folk vil på den ene side have kvalitetsfilm og programmer i høj opløsning, men ønsker på den anden side ikke at betale det helt store for indhold på nettet," fortæller fremtidsforsker Klaus E. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning.
Han peger på, at selv om, vi får hurtigere bredbåndsforbindelser, så vil forretningsmodellen for video stadig være trængt i 2009.
"Potentielle videokunder kan ofte finde tilsvarende indhold på fildelingstjenester, og ønsker derfor ikke at kaste penge efter betalingsfilm. Det er måske kun direkte begivenheder som fodbold og Oscar-overrækkelsen, der kan tjenes store penge på. Resten findes jo allerede andre steder," spekulerer han.
Kommer snart til en hjemmebiograf nær dig
Research manager Anders Elbak fra IDC er ret sikker på, at online-videoudlejning slår igennem en dag.
Men det har nogle hårde konkurrenter i begrænset bredbånd og folks villighed til at slippe slanterne for at se online video i høj kvalitet.
"Video på nettet skal nok være en ekstra service over for bredbåndsabonnenter, fordi folk næppe vil betale for en særskilt service, hvor der er for meget pirat-kontrol og det er besværligt at komme i gang," forklarer han.
Derfor ser han en forretningsmodel i det PLAY-koncept som TDC kører på musikområdet, selv om det på kort sigt kan blive en endog meget dyr affære for serviceudbyderne - især hvis de skal have alle de store filmselskaber fra Hollywood med i aftalen.