Artikel top billede

Hvornår kan vi regne med desktop-virtualisering?

Der er meget hype om desktop-virtualisering, men det varer længe, før teknologien for alvor vinder indpas. Stor dansk virksomhed hopper dog forsigtigt med på bølgen nu.

Selvom den knap 50 år gamle virtualiserings-teknologi inden for de seneste par år for alvor er flyttet ind i danske og udenlandske serverrum, så vil der gå mange år, før teknologien bliver mainstream ude på slutbrugernes skrivebordsmiljøer.

Det vurderer den amerikanske forskningschef Simon J. Yates fra Forrester Research, som er i Danmark for at give sit syn på udviklingen inden for blandt andet desktop virtualisering.

"Alle er spændte på virtualiseringsudviklingen, men selvom man afprøver mulighederne for desktop-vitualisering, så går udviklingen ikke så stærkt, som leverandørerne prøver at skitsere," fortæller han til Computerworld på SAS Radisson-hotellet, hvor han er gæstetaler på Dansk IT's virtualiserings-konference.

Afhænger af pc-indkøb og -infrastruktur

Forrester Research-chefen vurderer, at halvdelen af serverrummene i den vestlige verden vil have implementeret en vis grad af server-virtualisering inden 2010.

Men når det gælder desktop-virtualisering vil udviklingen ifølge Simon J. Yates i høj grad afhænge af virksomhedernes udskiftning af pc'er, der typisk løber i fire års cykluser, og ikke mindst udskiftningen af den tilhørende infrastruktur.

"Med finanskrisen vil der næppe blive investeret heftigt i pc'er og infrastruktur i de næste par år, hvor den næste pc-indkøbscyklus ellers skulle toppe."

"I 2012 vil vi se, at 25 procent af virksomhederne er klar med desktop-virtualisering, og i 2016 vil vi begynde at nærme os et mainstream-marked, hvor halvdelen af vestlige firmaer har rullet teknologien ud til slutbrugerne," vurderer Simon J. Yates.

Det er især løsninger, der baserer sig på dedikerede, virtuelle desktoppe til en specifik medarbejder, som Simon J. Yates ikke har de store forventninger til i de kommende år.

Derimod vil en-server-til-mange-desktoppe-løsningen blomstre op, selvom denne løsning er noget mere statisk end løsningen med de dedikerede, virtuelle desktoppe.

Virtuelle besparelser

Når en it-afdeling begynder at overveje desktop-virtualisering, bør it-chefen ikke se besparelser som drivkraften ifølge Simon J. Yates.

"It-chefer tror, at de sparer penge på virtualisering, når de i virkeligheden bare flytter omkostningerne til indkøb af større servere og management-værktøjer. Besparelserne inden for virtuelle desktoppe kommer først efter mange år med teknologien," fastslår han.

Samtidig fortæller Simon J. Yates, at der på nuværende tidspunkt er problemer med hensyn til skalerbarheden på virtualiserede desktoppe, fordi der typisk ikke er hardware nok til at køre eksempelvis 1.000 virtuelle klienter i en virksomhed.

"Firmaer, der outsourcer meget eller planlægger opkøb eller andre større forandringer i virksomheden, kan få store problemer med skalerbarheden, fordi de så skal købe servere og kraftige netværksforbindelser inden for en meget kort tid," siger Simon J. Yates.

H. Lundbeck virtualiserer desktoppen

Han påpeger dog, at server-udfordringerne til dels kan blive afhjulpet af cloud computing-udviklingen, hvor store hosting-selskaber tager sig af den slags problemer.

Fordelene ved desktop-virtualisering er ifølge Simon J. Yates, at en virksomhed samler alle sine data og applikationer centralt.

Det giver dels en højere grad af sikkerhed dels en nemmere administration.

"Det betyder jo ikke det store, hvis en medarbejder glemmer en laptop med fortrolige oplysninger i en taxa eller ved en pub," smiler Simon J. Yates med slet skjult hentydning til den seneste tids data-skandaler i England.

Samtidig er det meget nemmere for it-afdelingen at administrere og installere applikationer centralt frem for at skulle fysisk rundt til alle medarbejdernes computere.

Afprøver i de små

Medicinal-selskabet H. Lundbeck er med omkring 5.400 ansatte et af de danske selskaber, der om få dage prøver kræfter med desktop-virtualisering.

Selskabet ruller i første omgang 124 desktoppe med remote access ud til brug for medarbejdere over alt i verden.

På grund af tidsforkellen kan forskellige medarbejdere benytte de virtuelle desktoppe således, at når eksempelvis australske medarbejdere går hjem, kan danske ansatte overtage og derefter går turen videre til amerikanerne.

"Vi kaster os ikke hovedkulds ud i at virtualisere alle desktoppe. Først vil vi lige se, hvordan det går med de 124," fortæller infrastruktur-designer Kjeld Viftrup Møller fra H. Lundbeck.

5.000 kroner per desktop

Udover at udnytte desktop-performance over tidszonerne prøver virksomheden kræfter med desktop-virtualisering for at kunne forlænge levetiden på sine pc'er fra tre til seks år og holde bedre styr på sine licenser.

Kjeld Viftrup Møller forklarer samtidig, at H. Lundbeck bedre kan graduere de enkelte pc'er til den enkelte slutbrugers behov, så selskabet ikke kaster unødige kroner efter licenser, der i realiteten ikke er brug for.

H. Lundbeck regner med, at hver af selskabets virtuelle desktoppe koster omkring 4.800 kroner.

Kjeld Viftrup Møller påpeger dog, at analysehuset Gartner vurderer, at selve desktoppen kun koster 20 procent af den samlede pris, mens vedligeholdelsen sluger resten.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere