Artikel top billede

Er solen ved at gå ned for Sun?

ComputerViews: Mægtige Sun Microsystems er presset. Tusindvis af fyringer skal peppe selskabet op til næste runde i ringen. Nu handler det snart om liv og død.

ComputerViews: Sun Microsystems er presset, og den langhårede topchef, Jonathan Schwartz, ved det godt. Pengene vælter ud af kassen, og skal Sun være nogenlunde frisk, når gong gongen ringer ind til næste runde, er det nu, der skal smøres, files og snørres sammen.

Selskabet meddelte fredag, at op mod 6.000 ansatte skal væk i løbet af det næste år.

Det svarer til mellem 15 procent og 18 procent af selskabets medarbejdere. Også selskabets knap 80 medarbejdere i Danmark må i disse dage bæve for at få en fyreseddel, for ingen afdelinger kan regne med at slippe for grønthøsterens skarpe klinger, lyder den klare melding fra selskabet.

Ronkedoren vakler

Der var engang, da Sun var mægtig og urørlig og et af de store gamle ronkedor-it-selskaber i verden.

I det seneste års tid har ronkedoren imidlertid været usikker på benene og vaklet fremad med rystende knæ.

Hovedkonkurrenterne - HP og IBM - kan nemlig i modsætning til Sun levere de helt store væg-til-væg-løsninger, hvilket står højt på ønskelisten hos kunder, der køber de store datacentre.

Samtidig er der meget hård konkurrence på priserne på både produkter og drift og også her har Sun haft problemer med at følge med.

Samlet har det betydet, at Suns kunder i en lind strøm er sevet over til konkurrenterne.

I en helt dugfrisk artikel konkluderer finansmagasinet Forbes således, at Suns markedsværdi er faldet til under tre milliarder dollar efter et nærmest lodret fald på 75 procent bare siden årsskiftet - og et enormt fald siden 2000, da Suns markedsværdi blev anslået til næsten 200 milliarder dollar.

Finanskrisen har ikke gjort situationen bedre. Men selv fratrukket følgevirkningerne af finanskrisen er Suns fald langt større end det, der har ramt selskabets hovedkonkurrenter som HP og IBM.

Omstrukturering

Med den massive fyringsrunde følger en omstrukturering af selskabets organisation i en langt klarere og tydelig opdeling af software-divisionerne, hvor en vil være fokuseret på software til applikationer, den anden på cloud computing og udvikler-teknologier.

Det ligger i tråd med Suns strategi om, at selskabets klare fokus ligger på software og ikke hardware, hvilket man kan læse mere om her.

Den klare opdeling vil også gøre det mere attraktivt for mulige købere at opkøbe klart definerede lunser af Sun, vurderer analytikere, der dog skynder sig at tilføje, at det er endog højst usandsynligt, at nogen som helst vil købe Sun, der på mange måder har gjort sig selv til noget af en giftig pille.

Samtidig mener de potentielle købere - IBM og HP er de eneste relevante, der har råd - at det seneste års storhugst blandt Sun-kunder vil fortsætte. Og når kunderne alligevel kommer, giver det ingen mening for dem at bevæge sig ud i et dyrt opkøb af Sun.

Venter på skyen - og har masser af penge

Med fyringerne håber Sun at kunne gøre sig klar til den ændring af markedet, som selskabet vurderer for alvor er på vej.

Den handler om cloud computing, og her ser Sun sig selv i en rolle, hvor selskabets produkter og tjenester er fundamentet i millioner af datacentre.

Topchef Jonathan Schwartz var blandt pionerne til at satse på open source-baseret software i meget stor skala - en strategi, der blandt andet har ført til lanceringen af OpenSolaris-styresystemet og opkøbet af MySQL tidligere på året.

Forventningen er - og har hele tiden været - at skabe efterspørgsel på hardware og service gennem den gratis software - en ting, som krise ifølge Jonathan Schwartz vil understøtte, fordi kunderne efter hans mening vil være langt mere motiverede til at forsøge sig med open source-produkter i krisetider end i opgangs-tider.

Indtil videre er den store gevinst dog udeblevet. Sun lukkede selskabets første kvartal - der sluttede med udgangen af september - med et tab på 10,3 milliarder kroner ud af en omsætning på 18 milliarder kroner.

Sun har med andre ord voldsomt brug for at få pumpet profitabiliteten op - ikke mindst for at berolige investorerne og kunderne, så selskabet kan koncentrere sig om at næste bokserunde, der kommer til at handle om skyen.

Og her er der to metoder at trække på: Enten at få rigtigt godt gang i salget eller at skære dybt i omkostningerne.

Den første løsning er nærmest umulig i en tid, hvor væksten i de globale it-investeringer er kraftigt aftagende.

Tilbage står omkostnings-reduktionerne. Og de gennemføres nemmest og hurtigst ved at stikke medarbejdere fyresedler.

Har masser af penge

De gode nyheder for Sun er, at selskabet har masser af penge på kistebunden.

Faktisk har Sun så mange penge, at der er råd til også i de næste par år at brænde milliarder af kroner af i hvert kvartal, før kassen er tom. Hvilket Sun dog selvsagt ikke er interesseret i.

Efter udmeldingen om den store fyringsrunde skorter det ikke på konkrete forslag til, hvordan Sun skal komme på fode og igen blive profitabel.

Blandt forslagene er blandt andet at sælge hele Sparc-forretningen til Fujitsu, at droppe den del af hardware-forretningen, der retter sig mod den lave ende af markedet og at sælge standard-servere til udbydere af cloud-tjenester.

Det må være ting, som Sun-ledelsen overvejer for at få den havsnøds-ramte skude på ret kurs igen. For forude venter nye skær og nye farlige klipper, der kan ramme grundstødte Sun.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere