Artikel top billede

KMD klar til at spinde guld på SAP-platform

Trods en lidt for optimistisk start på KMD's SAP-eventyr lurer den kommunalt ejede it-kolos nu på helt nye markeder, der springer direkte ud af samarbejdet med verdens største ERP-leverandør.

Perspektiverne i KMD's store skift til SAP begynder for alvor at blive til virkelighed, efterhånden som den største danskejede it-virksomhed kæmper sig igennem de første problemer med skiftet.

For Ole Jensen, direktør i KMD med ansvar for den store SAP-satsning, fortæller, at køreplanerne for at skifte til SAP-platformen holder, og der allerede nu har vist sig muligheder, som KMD ikke havde set før partnerskabet med tyske SAP, der er verdens største leverandør af ERP-systemer.

Et af de områder, som er dukket op på radaren hos Ole Jensen er bygningsvedligeholdelse. SAP har et stort modul udviklet til at holde styr på og planlægge vedligeholdelse af ejendomme. Et værktøj som Ole Jensen ser masser af potentiale i at få i brug i kommunerne.

"Man skal huske at kommunerne nu er store virksomheder, med kæmpe ejendomsbesiddelser," siger Ole Jensen og tilføjer, at bare det at kunne få en mere systematiseret tilgang til vedligeholdelse af skolerne ville være en stor fordel.

En anden fordel, som Ole Jensen regner med kommer til at betyde meget, er de ressourcer, som SAP på verdensplan bruger på for eksempel mobilitet. SAP vil gøre det store arbejde med at tilpasse interface til nye mobile enheder.

"I gamle dage skulle vi lave interfaces og for eksempel PDAer bliver jo skiftet ud meget ofte," siger han.

Den tredje store mulighed som Ole Jensen ser i SAP-samarbejdet er netop SAP-kompetencer.

"Vi bliver Danmarks største SAP-hosting hus og vi er nok landets største SAP-hus, hvis du tæller antallet af SAP-folk, som sidder i Danmark," siger Ole Jensen, mens han er mere tilbageholdende med at fortælle, hvordan den nyvundne SAP-styrke skal udnyttes.

"Vi har flere ting på tegnebrættet," siger han.

Alt skal rives ned

Først ligger der dog en enorm transformationsopgave i de allerede eksisterende KMD-systemer, som populært sagt bliver revet ned sten for sten og genopbygget på den nye platform. En opgave, som kommer til at tage årevis.

Et af de mest spændende perspektiver i KMD's SAP-satsning, bliver hvad den tyske ERP-gigant kan få ud af samarbejdet.

For KMD leverer en know how, når det drejer sig om for eksempel sociale systemer og sagsgange, som SAP ikke tidligere har haft. SAP gør sig også internationalt bemærket med systemer til det offentlige, men med vægt på forsvar og energi.

Sagsbehandling og hele den del af det offentlige, som retter sig mod borgerne har ikke været en del af SAP's værktøjskasse. Men det er en af KMD's store styrker.

Hjælp med know how

Derfor har KMD også beskrevet en megaproces, som er en grundform for forløbet i sagsbehandlingen i en lang række sager, for eksempel er der stor lighed i processen, når man skal søge om en børnehaveplads eller boligstøtte.

Den opskrift har KMD valgt at give til SAP, og nu håber Ole Jensen, at det på sigt kan udvikle sig til et nyt forretningsområde for KMD. For SAP har mulighed for at bruge den opskrift til at sælge SAP i offentlige forvaltninger i hele verden.

"Vi skal ikke bygge sagsbehandlingssystemer i for eksempel Sverige, men med den know how vi har, skulle det være mærkeligt, om der ikke var nogen, som kunne bruge vores hjælp," siger Ole Jensen, som dog understreger, at det scenarie ligger nogle år ude i fremtiden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere