Computerworld News Service: Den britiske hacker Gary McKinnon, der med succes brød ind i computersystemer, der tilhørte den amerikanske regering, har indgivet en sidste appel til indenrigsminister Jacqui Smith i forsøget på at forhindre at blive udleveret til USA.
Appellen kommer dagen efter, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afviste McKinnons bøn om hjælp til at forhindre hans udlevering.
McKinnon har argumenteret, at han ikke skal udleveres til USA på grund af hans frygt for at blive behandlet som terrorist, stillet for en militær domstol og til sidst fængslet i Guantanamo.
Han er sat til at blive udleveret til USA inden for de næste fjorten dage og kan se frem til op til 80 års fængsel for at hacke sig ind i Pentagon, NASA og den amerikanske hærs og flådes computere.
Verdens værste hackerangreb
Hackerangrebet er blevet kaldt verdens værste, og McKinnon står da også over for otte sigtelser for computersvindel.
I 2001 brød den dengang 35-årige McKinnon ind i Pentagons systemer fra sin lejlighed i det nordlige London og efterlod beskeden "Jeres sikkerhed er pilrådden."
I 2002 rejste en amerikansk domstol for første gang tiltale mod McKinnon for overtrædelserne, selvom han ikke blev arresteret af det britiske politi før i 2005. Den britiske regering godkendte hans udlevering for første gang i 2006.
Han har hele tiden fastholdt, at han blot ledte efter information om UFO'er og rumvæsner. Ifølge den amerikanske regering har han dog forårsaget for over fem millioner kroner i skade og gjort vigtige militære dokumenter ubrugelige efter terrorangrebene 11. september (2001).
Ifølge adskillige aviser har McKinnons advokat, Karen Todner, skrevet til den britiske indenrigsminister og anmodet om, at retssagen afholdes i Storbritannien med argumentet, at McKinnons forbrydelser blev begået på britisk jord.
McKinnon er for nyligt blevet diagnosticeret med Aspergers Syndrom, som er en form for autisme, udtaler Todner og tilføjer, at han er "knust" over menneskerettighedsdomstolens beslutning.
Oversat af Thomas Bøndergaard