Artikel top billede

(Foto: DI)

Dyremose: Grøn it skal pynte på Danmarks renommé

Klima-it: Danmark ligger nummer 25 på Yale og Columbia Universitys globale rangliste over de mest miljøvenlige lande. Grøn it skal bringe Danmark til tops, mener Henning Dyremose.


Danmark kan gøre det endnu bedre på den grønne front, mener formand for Danmarks eksportråd Henning Dyremose.

Danmark kommer nemlig ind på en 25. plads i The Environmental Performance Index for 2008, der udarbejdes af Yale og Columbia University, og dette skal ses i relation til, at top fire indeholder vores tre nordiske naboer Sverige, Norge og Finland.

"Det vil sige, at vi har en lang række forhold, der sagtens kan gøres bedre i Danmark, og derfor er det vigtigt at få de danske virksomheder til at arbejde proaktivt mod at få implementeret flere grønne it-løsninger," siger Henning Dyremose.

Toplederen er ikke i tvivl om, at it-branchen kan gøre en forskel for miljøet i Danmark.

Historisk fokus på miljø

"Danskernes historiske fokus på miljø, energiforbrug, økologi, genbrug af emballage, forbud mod sprøjtegifte, høje energiafgifter med videre er alt sammen noget, der taler for, at vi i Danmark har den nødvendige indstilling til at være førende inden for grøn it," siger han.

Allerede inden klimatopmødet i Danmarks næste år har vi i udlandet en god grøn profil at bygge videre på via vores succesrige vindmølle-industri, mener Henning Dyremose.

"Det er vigtigt at skelne mellem Cleantech, hvor Danmark allerede har en international styrkeposition med virksomheder som Vestas, og grøn it," siger han.

Grøn it handler om at tænke miljø hensyn og CO2-nedsættelser ind i it branchen, og det betyder en høj grad af anvendelse af it på en grøn facon, som effektiv køling i serverrum, strømbesparelser og så videre.

"Koblingen mellem Cleantech og grøn it kan sagtens forestilles at give en fælles grøn profil globalt for Danmark," siger Henning Dyremose.

Topmøde et springbræt

Klima-topmødet i København næste år er derfor et oplagt springbræt for danske it-virksomheder med ambitioner om eksport af grøn it til Kina og USA, mener formanden.

"Danske it-virksomheder har et fremragende udgangspunkt for at kunne indtage en førerposition inden for grøn it og teknologi, og dette er en mulighed, hvor danske it-virksomheder let og med fordel kan anvende klimatopmødet som en international præsentations-platform," siger den tidligere TDC-direktør.

Henning Dyremose kender it-branchen indgående og har som både konservativ finansminister og formand for Dansk Industri siddet på nogle af de tungeste erhvervsposter i landet.

Nu opfordrer han it-firmaer til at gribe chancen.

"Den største fare er måske ikke at gribe og forstå den mulighed, som eksisterer indenfor grøn it og teknologi i øjeblikket, og at undervurdere det engagement, som USA og andre lande har lige nu for at udvikle nye grønne teknologier, der kan spille ind på det globale marked," siger han.

Det er i høj grad op til virksomhederne selv at få sat gang i processen, mener Henning Dyremose.

"Men virksomhederne skal bakkes op af politiske tiltag, som støtter anvendelse af grøn it på tværs af fagområder," siger han.

Og det kommende politiske klimatopmøde i København er en gylden mulighed for eksponering. Henning Dyremose sammenligner klimatopmødet med en slags verdensudstilling med fokus på klima, energi og grønne løsninger.

"Man skal ikke undervurdere den internationale presseomtale og eksponering, som en sådan international event tilbyder," siger Henning Dyremose.

Historisk skifte

Den rutinerede topleder mener, at vi står over for et historisk skifte.

"Vi står helt klart ved begyndelsen af en ny industri-historisk epoke," siger han.

Ligesom man i industrialiseringens barndom målte produktivitetsstigninger i forhold til mandetimer, kan vi nu måle produktivitetsstigninger i forhold til CO2-udledning, forklarer han.

McKinsey Global Institute har beregnet, at BNP per ton CO2-udledning skal stige fra 740 dollars i dag til 7.300 dollars i 2050, hvis verden skal nå de globale reduktionsmål, som man forestiller sig.

"Det vil blive en historisk opgave at tidoble produktiviteten pr. ton CO2-udledning i løbet af godt 40 år. Vanskeligt, men næppe umuligt," siger Henning Dyremose.

"En effektiv anvendelse og videreudvikling af moderne energibesparende it-baserede styresystemer vil være et væsentligt bidrag, og danske virksomheder kan komme til at spille en endnu større rolle fremover," slutter han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere