Efter at have givet underskud i fem sammenhængende år, kunne man godt foranlediges til at tro, at krisen havde indfundet sig hos den danske afdeling af Tectura, der leverer forretningsløsninger fra Microsoft.
Det er imidlertid langt fra tilfældet, hvis man spørger direktør Morten Poulsen.
Selvom han erkender, at det aldrig er tilfredsstillende at komme ud med underskud, tillægger han det ikke den store betydning.
"Det er én bestemt sag, der gør, at vi har måttet foretage nogle hensættelser, der gør, at vi kommer ud med et negativt resultat. I 2006 så vi en markant forbedret position i forhold til de andre år. Hvis vi ikke havde haft den hensættelse, ville vi have set et positivt resultat. Det er jeg ikke bekymret for," siger han.
Tvist udløser underskud
I årsregnskabet fra 2007 lyder underskuddet på næsten 10 millioner kroner, mens omsætningen var på godt 142 millioner.
Morten Poulsen vil ikke komme nærmere ind på, hvad det konkret er for en sag, der er gået galt, men han forklarer, at det drejer sig om en tvist med en kunde om, hvorvidt en løsning er blevet leveret.
Og det er altså den uoverensstemmelse, der er skyld i det negative resultat.
"Tvisten er ikke af juridisk karakter, og der foregår en absolut positiv dialog mellem kunden og os. Den er bare ikke afsluttet endnu, og da vi har regnskabsaflæggelse nu, er vi nødt til at foretage en hensættelse for at udvise god regnskabsskik," siger han.
Selvom det fremgår af regnskabet, at Tecturas amerikanske moderselskab har stillet sikkerhed for likviditet frem til 30. juni 2009, afviser Morten Poulsen, at det er en decideret deadline for, hvornår Tectura i Danmark skal begynde at få sorte tal på bundlinien.
"Det er simpelthen en garanti, de skal stille. Den følger bare regnskabsåret, og der kommer en ny næste år. Det er kun for at berolige markedet og sige, at der ikke er nogen risiko for den danske organisation," siger han.
Nyt domicil skal huse vækst
Morten Poulsen erkender, at markedet har været mere gunstigt, men er optimistisk.
"Konkurrencen er hård og vi kan da godt se, at vi er på vej ind i en afmatning i markedet. Vi har dog en unik position dels på det internationale perspektiv, men også fordi vi har været igennem en branchefokusering, hvor vi nu koncentrerer os om detailhandel og medicinalmarkedet," siger han.
Og den fokusering er Morten Poulsen ikke i tvivl om vil hjælpe Tectura til vækst. Faktisk er han så sikker, at han netop har taget et nyt og større domicil i Brøndby i brug.
"Det er vi jo flyttet ind i, fordi vi regner med at skulle ekspandere i Danmark. Vores mission er, at vi skal være omkring 200 mand i Danmark mod nuværende 125," siger han.
Og netop den rekruttering mener den danske direktør kan vise sig at blive den største udfordring for Tectura.
"Der er stadig mangel på kvalificeret arbejdskraft. Vi vil gerne ansætte flere folk, og vi vil gerne uddanne folk, men det kræver erfarne seniorkonsulenter, der kan oplære mindre erfarne folk, og de er næsten umulige at få," siger han.