Gjorde han overhovedet en forskel?
Hverken monopolsager eller milliardbøder underminerer Bill Gates’ betydning for it-verdenen. Det er både fans og skeptikere enige om.
I dag fredag slutter Microsoft-grundlæggeren sin daglige gang i virksomheden for i stedet at drive sin enorme velgørenhedsfond med konen Melinda.
Der er talrige meninger om Microsoft-grundlæggeren.
Men når det kommer til hans betydning for it-verdenen, er der ingen tvivl.
Alle har et forhold
Navnet Bill Gates vil nok gå over i historiebøgerne som en legende, en klassisk iværksætter eller en, der høster af andres gode ideer – afhængig af hvad man mener om manden med klæbehjernen.
Alle pc-brugere har et forhold til Bill Gates.
For de fleste af os blafrer en eller anden Windows-version på skærmen når vi tænder for pc’en.
Desuden bruger de fleste programmer som Word, Excel, Explorer og Outlook.
Det kommer ikke som en overraskelse, når Microsofts grundlægger og ikon i dag forsvinder fra virksomhedens gange, for hans exit har været nøje planlagt i flere år.
Bill Gates fortsætter som bestyrelsesformand, men skal bare bruge én dag i ugen på det.
Resten af tiden skal gå med Bill & Melinda Gates Foundation, stiftelsen som skal fordele Gates’ enorme formue til verdens fattige.
Meget tyder på at Bill Gates vil spille en lige så vigtig rolle for mange i tiden fremover, som han har spillet for it-branchen.
It-investor Ib Kunøe mener ikke, man kan komme uden om Bill Gates’ evne til at se langt. Som Microsoft-kunde mødte han ikonet for to år siden i USA. Her fandt Ib Kunøe ud af, at Bill Gates er meget ligetil, og at der ikke er noget ‘fisefornemt’ over ham.
En fantastisk legende
“Bill Gates er en fantastisk legende. Han har været drivkraften bag en af verdens største og mest profitable virksomhed, og sammen med Steve Ballmer har han været meget tæt på den i mange år.”
“Han har også et meget afslappet forhold til sig selv, til sine penge, og hvad han skal bruge dem til.
Han donerer jo penge til alle mulige og umulige formål.
Jeg synes, han er en fantastisk spændende og kreativ person,” lyder det begejstret fra it-milliardæren.
Det kendetegnende ved Bill Gates er, at han har evnet at se langt ud i fremtiden efter det, der kunne være det rigtige at satse på for Microsoft.
Ifølge Ib Kunøe er det Bill Gates’ fundamentale forståelse for, hvad det egentlig er, der rører sig både internt og globalt, der har gjort, at Microsoft under hans ledelse er blevet et verdensmonopol og ‘state of the art’.
“Jeg beundrer hans evne til at se så langt,” siger han.
Administrerende direktør hos IDC, Per Andersen, er heller ikke i tvivl om den verdenskendte nørds evner.
“Han er meget visionær og har klare ideer om, hvad der kommer til at ske fremover. Desuden giver han et positivt indtryk og er en meget sympatisk person, som er nede på jorden. Han er lige ud af landevejen,” siger han.
Samtidig mener Per Andersen, at det er svært at holde Bill Gates adskilt fra Microsoft.
“Spørgsmålet er, om Microsoft overhovedet havde eksisteret, hvis Bill Gates ikke havde været der. Måske ville kæmpen være mindre succesfuld eller slet ikke have eksisteret,” funderer han.
Exceptionelt begavet
Selvom Morten Kjærsgaard, formand for Open Source Leverandørforeningen i Danmark (OSL), kan sige et par ord om Microsofts forretningsetik, kan han ikke lade være med at nævne iværksætterens begavelse og sans for forretning.
“Bill Gates er en mand, der er exceptionelt godt begavet, ærgerrig og god til at tjene penge. For en forretningsmand har han vel alle de gode egenskaber, der overhovedet skal til. Han er intelligent og meget fokuseret på bundlinjen. Det kan man kun misunde ham,” fortæller Morten Kjærsgaard.
Både som journalist og marketingdirektør i Microsoft har administrerende direktør i Morsing PR, Finn Morsing mødt Bill Gates.
I alt seks gange, og han kan ikke skjule sin begejstring for ikonet.
“Jeg er en stor fan af ham. Egentlig er jeg ikke et menneske, der har nogen idoler, men skulle jeg have et, er han tæt på. Jeg kan ikke få øje på en virksomhed i moderne tid, der er vokset så hurtigt og blevet så markant. Bill Gates er blevet så stærkt et ikon på alle leder og kanter uden at komme til skade og uden at nosse i det. Og det er ikke nemt,” understreger Finn Morsing.
Han synes, at det er fint, at Microsoft-stifteren har givet sig tid til at skabe og drive en virksomhed og være visionær.
“Mange tilsvarende personer kommer i driftsmode, hvor de producerer for at drive flere penge sammen. Men Bill Gates tager sig tid til at skrive bøger, han stiller op til konferencer år efter år og rejser rundt for at udbrede budskabet. Men det betyder umiddelbart ikke, at der skal sælges flere af hans egne produkter. For mig fremstår han ikke som en kommerciel fætter, der skal sælge mere software,” siger han.
Finn Morsing er bange for, at Bill Gates er det sidste ikon.
”Han har ansvaret for, at it er allestedsnærværende. Derfor er det svært at gøre ham kunsten efter. Microsoft har mere end noget andet selskab skabt det, som hele verdenssamfundet bruger i dag. Punktum. Så enkelt er det. Bill Gates har demokratiseret brugen af it,” mener Finn Morsing.
Bill Gates’ fan tror på, at der nok var andre, der var kommet på banen, hvis Microsoft ikke eksisterede.
“Men faktum er, at det er Microsofts standarder og produkter, der har demokratiseret brugen af it.
Ellers ville det have været elitært og noget for virksomheder,” vurderer han.
It-revolutioner skyldes ikke Gates
Per Andersen forklarer, at der ikke er tvivl om, at Bill Gates oprindelige tanker om at give folk et værktøj i hænderne fuldstændig har ændret måden, man arbejder med it på i dag. Men han mener ikke nødvendigvis, at man kan sige, at det er hans fortjeneste.
“Der var konkurrenter til Microsoft de første fem år, og hvis det ikke havde været Microsoft, ville det have været en af de andre, som havde været med til at skabe den udvikling.”
“Jeg synes ikke, man skal give Microsoft æren for en masse, for alene på grund af den markedsmæssige dynamik var det måske alligevel sket,” anslår Per Andersen.
“Prisudvikling på pc’er havde fundet sted uanset om Microsoft eksisterede eller ej. Det er jo ikke Bill Gates, der har opfundet pc’en. Men han har været med til at demokratisere brugen af it ved, at Microsoft har leveret produkter, som har understøttet udbredelsen af it og teknologi til masser af mennesker. Han interesserer sig jo også meget for udbredelsen af it i den tredje verden,” lyder det fra Per Andersen.
En anden skeptiker er Morten Kjærsgaard fra Open Source Leverandørforeningen i Danmark.
Han mener, at Bill Gates’ største evne er at høste af andres gode ideer.
“Ved hjælp af sit eget forretningsmæssige ‘drive’ har han formået at løfte ideerne et par niveauer indtjeningsmæssigt og gjort dem til en del af kernen i Microsofts forretning. Det er alment kendt, at han blandt andet har taget Apples desktop,” forklarer han.
Morten Kjærsgaard mener, at vi måske havde haft en mere åben tilgang til it, hvis Bill Gates ikke havde eksisteret.
”I dag er en del af ‘mind-settet’ hos it-folk såvel som brugere, at it er noget lukket, der for alt i verden skal beskyttes og ikke må kopieres eller deles med andre. Den delingskultur, som vi både arbejder for og tjener på i open source-branchen, har haft trange kår og har det fortsat,” beklager han.
Ifølge Morten Kjærsgaard er Bill Gates – ud over sine positive egenskaber – også medvirkende årsag til, at den delingsorienterede-kultur har trange kår i it-verdenen.
“Det er også ærgerligt for brugerne. Derfor håber jeg, at det bliver nemmere at komme igennem med budskabet om, at delingskulturen faktisk er vejen frem, når Bill Gates får mere tid til at spille golf og dyrke sin interesse og fond,” siger Morten Kjærsgaard.
Symbol eneste forskel
Administrerende direktør hos IDC, Per Andersen, mener ikke, at verden ville se meget anderledes ud uden Bill Gates.
“Det grafiske interface, som han introducerede med Windows, var allerede opfundet, pc’en eksisterede, prisudviklingen ville være sket alligevel. Regneark, tesktbehandling, databaser og servere eksisterede før ham. De ville så bruge et andet operativsystem, men ‘so what?’,” siger Per Andersen.
“Grunden til, at Bill Gates har fået så stor ikon-status, er, at han er det klassiske eksempel på en entreprenør. Han får gode ideer og er en, som har visionerne, og som kan overbevise andre om, at det er den rigtige vej at gå,” siger Per Andersen.
Ib Kunøe er dog ikke enig med Per Andersen. Han mener klart, at vi kun ville have haft det næstbedste, hvis Bill Gates’ Microsoft ikke havde eksisteret.
“Windows er så let at gå til og er så dækkende, at jeg ikke ser nogen konkurrenter, der kan komme ind på det område lige nu,” siger han.
En anden egenskab, som Finn Morsing lægger vægt på hos Bill Gates, er, at han har ladet folk komme til, i modsætning til i andre virksomheder, hvor CEO’en og bestyrelsesformanden er dem, der bestemmer.
“Bill Gates har formået at bevare overblikket, og det er endnu mere inspirerende, at han trækker sig tilbage, mens han har to arme og to ben og kan gå og tænke. Det er også et stærkt signal at sende til sine omgivelser om, at der også er et andet liv. Hvis det var mig, der ejede Microsoft, skulle jeg bæres ud med fødderne først,” erkender Finn Morsing.