Når Danmarks største virksomhed ønsker én leverandør af pc'ere, servere, printere og udstyr til lagring af data, så får alle store it-leverandører naturligvis dollartegn i øjnene.
De flokkes om den store milliard-ordre, som A.P. Møller - Mærsk sendte i udbud.
"Det har været en lang proces, hvor alle 'the usuel suspects' har været inde over. Det er selvfølgelig meget naturligt, at alle kæmper om forrretningen," siger Client Business Director Søren Lorenzen fra HP.
Han virker tydeligt stolt over den kæmpe ordre, der nu kan skrives i HPs regnskabsbøger.
Han oplyser, at udbuddet har stået på i over et år.
Rykker ikke balance
Selv om ordren er enorm, rykker den dog ikke på den store, globale konkurrence mellem IBM, HP og andre it-giganter.
"Det er en stor kunde, men hvis man kigger på vores samlede regnskab og markedsandele, så er det ikke noget, der flytter et par procent-point," siger Søren Lorenzen.
Han forklarer dog, at på de nævnte områder vokser HP voldsomt globalt set.
"Så der er ingen tvivl om, at det her vil hjælpe på den vækst," siger han.
Han forklarer, at aftalen forpligter alle A.P. Møller - Mærsk afdelinger til at købe hos HP.
"Det er en signifikant aftale, fordi afdelinger i alle lande er forpligtet til at købe hos os. Det er et led i en standardisering på de her fire områder, der betyder, at der skal skiftes noget ud rundt omkring," siger han.
Han vil ikke ind på, hvor meget af HP's ordre IBM tidligere sad på.
"Det må du næsten spørge A.P. Møller - Mærsk om, men det er klart, at IBM selvfølgelig har haft noget forretning generelt på A.P. Møller via deres størrelse og køb af Mærsk Data i sin tid," siger han.