Skal EU holde den globale it-branche i ørerne?

ComputerViews: Med Microsofts nederlag ser EU ud til at være vagthunden, der kan holde it-branchen i ørerne. Og haserne er allerede blottet hos Google, Qualcomm og Intel.

ComputerViews: Efter tre uger med næsten daglig telefonkontakt og mindst en middag ansigt til ansigt kunne EU-kommissær Neelie Kroes på vegne af det europæiske folk og Steve Ballmer på vegne af verdens største softwareselskab mandag præsentere en aftale, der sætter punktum for ni års monopolsag mellem EU og Microsoft – næsten.

For EU-Kommissionen skal nu med konkurrencekommissærens ord hurtigst muligt afgøre om, og i givet fald hvor meget, Microsoft skal betale for ikke at have levet op til en af de mange del-afgørelser i sagen fra marts i år.

I marts afgjorde Kommissionen, at Microsoft havde krævet for stor betaling fra de konkurrenter, der ønskede adgang til tekniske detaljer om Microsofts serverprodukter for at kunne integrere deres egne produkter.

Denne betaling er med forliget fra i går sænket betydeligt.

Lever op til alle krav

Derfor lever Microsoft nu op til alle de krav, som Kommissionen stillede til Microsoft i 2004, og som EF-Domstolens Første Instans i september stadfæstede.

Dermed har Den Europæiske Union vundet den sag mod Microsoft, som tog sin begyndelse, da Microsofts konkurrent Sun Microsystems i 1998 klagede over Microsoft til EU-Kommissionen.

Siden fulgte først en undersøgelse og siden en officiel sagsbehandling hos de europæiske konkurrencemyndigheder samt en formel ankesag ved EF-Domstolen.

En ekstrem kompliceret proces både juridisk og politisk.

Derfor blev sagen en af den slags, som selv meget engagerede interesserenter må være undskyldt for at have mistet overblikket over eller interessen for undervejs.

Og helt frem til afgørelsen fra EF-Domstolens første instans sidste måned var det reelt et åbent spørgsmål, om EU-embedsmændenes arbejde havde været tilstrækkeligt grundigt til at kunne passere de juridiske dommeres granskning.

Men dommernes afgørelse gik klart Microsoft imod og stadfæstede både den oprindelige bøde på 497 millioner euro fra 2004 og bøden på 280,5 millioner euro fra 2006 for ikke at leve op til den oprindelige dom.

Ni år er lang tid

Ni år er rigtig lang tid både i politik og informationsteknologi.

Men evnen til at kunne håndtere så lange og komplicerede sager er et helt afgørende karaktertræk, hvis EU-Kommisionen skal fungere som det europæiske folks vagthund overfor den it-branche, der opererer på tværs af verdens nationalstater, og hvis aktører har økonomier, der er større end flere af disse lande.

Hverdagen over det meste af kloden bliver stadig mere afhængig af velfungerende informationsteknologi.

Derfor vokser både den teknologiske og kommercielle kompleksitet nærmest konstant, og it-branchen konsoliderer sig til stadigt større selskaber, der både samarbejder og konkurrerer med hinanden.

Med sejren over Microsoft har EU bidt sig fast i haserne på den globale it-branche.

Og haserne er allerede blottet hos virksomheder som Google, Intel og Qualcomm.

Hos Google kigger Kommissionen på selskabets ønske om at købe DoubleClick, mens Intel er i søgelyset for at misbruge sin førende markedsposition til skade for konkurrenten AMD.

Og i begyndelsen af oktober indledte embedsmændene en officiel sag mod Qualcomm, der mistænkes for at havde misbrugt sin dominerede position indenfor standardteknologi til 3G.

ComputerViews er en særlig analyseform, som Computerworld anvender. Læs mere om ideen bag ComputerViews her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren