Artikel top billede

Innovation er som leg til en børnefødselsdag

Klumme: Innovationslederens største udfordring er at sikre, at gearet skiftes på det rigtige tidspunkt og at få medarbejderne til at lege Sæt halen på æslet.

I kender den sikkert. Den leg, der – i hvert fald i min barndom – var mere eller mindre fast ingrediens ved alle børnefødselsdage. Den hedder: Sæt halen på æslet.

Skulle der være enkelte, der fortsat er helt uforstående, handler det i al sin enkelthed om, at man med bind for øjnene skal forsøge at placere en hale på et tegnet æsel. Nemt, underholdende og alligevel ret svært.

Nu er det jo ikke Grønspættebogen, du sidder og læser, så måske undrer du dig lidt over, hvad Sæt halen på æslet har med it og innovation at gøre? En hel del, faktisk.

Forestil dig, at det omtalte æsel er dit problem. Udstyr nu hver af dine medarbejdere med en hale, hvorpå den enkelte skriver en ide til at løse problemet.

Du har nu en sjov leg til firmafesten og en anderledes måde at arbejde med de kreative ideer på. Vinderen er – som ved børnefødselsdagene – naturligvis den person, der formår at få sat sin ide tættest på æslet (læs problemet). Præmien er, at den vindende ide realiseres.

De vilde ideer

Lyder det skørt? Det er det nok også, men det er lige før, at det måske netop er kernen i innovation. Igennem den seneste tid er aviserne i stigende grad begyndt nærmest at svulme over med virksomheder, der står i kø for at sige, at de arbejder med vilde ideer – og at det gælder om at få så mange som muligt, for så er der jo noget at vælge imellem.

Sandt nok, men jeg tror ikke, at kvantiteten af vilde og sjove ideer nødvendigvis er det vigtigste element i innovationen.

Det er naturligvis altid vigtigt at have nogle valgmuligheder, men jeg vil nok mene, at et valg mellem færre gode ideer er bedre end valget mellem de mange halvgode. Om ikke andet så fordi det sværeste i innovationen efter min erfaring er at vælge, hvilke af de mange ideer, der rent faktisk skal føres ud i livet.

I mit perspektiv er det sjældent de halvvilde ideer, men derimod de vildeste, der er de bedste og mest innovative.

Jeg kan såmænd godt være enig i at man – for at kunne finde de vildeste ideer – har brug for at have mange af de halvvilde.

Men jeg tror, at man som virksomhed skal være meget opmærksom på, at selvom kvantitet er godt i det indledende innovationsarbejde, så kan det i stigende grad blive et problem, jo mere innovationsmoden og -erfaren organisationen bliver.

Skift gear i rette tempo

Billedligt talt er det ligesom at køre bil. I første gear kan man ganske enkelt ikke køre meget mere end 20-30 km/timen, uden at bilen brænder sammen. Kører man der­imod i 4. gear, kan de fleste biler nok komme et godt stykke over de 100km/timen.

Men holder man på en bakke, er det altså ikke helt nemt at starte i 4. gear.

På samme måde som med bilen, bliver det for mange virksomhederne nødvendigt at skifte gear og droppe kvantiteten og i stedet arbejde med at sætte kvalitet i højsædet– for ellers brænder motoren sammen.

Skifter man derimod gear (læs fokus) i tide, kan man stille og roligt arbejde virksomheden op igennem gearene og med lidt held og dygtighed ende med at køre rigtigt stærkt på Innovationsmotorvejen.

Innovationslederens største udfordring er – som chauffør – at sikre, at gearskiftet foretages på det rigtige tidspunkt afhængig af bilen og vejforhold.

Efter nu at have talt om biler og hestekræfter, så vil jeg tillade mig at slutte, hvor jeg begyndte – og ganske kort vende tilbage til æslet.

Den virkelige vinder af Sæt halen på æslet-legen er nemlig måske i virkeligheden den, der med fast og kærlig hånd sætter æslet på halen …

Kenny Munck er innovationsdirektør i EDB Gruppen.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere