Københavns Lufthavne i Kastrup kan fra slutningen af marts tilbyde sine omkring 20,9 millioner årlige passagerer IP-telefoni i form af touchscreen-løsninger, der skal erstatte de traditionelle telefonbokse.
”IP-telefonboksene vil give vores passagerer en virkelig god service, når de kan ringe til hele verden for to kroner i minuttet,” forklarer produktkoordinator hos Københavns Lufthavne Peter Svane Rasmussen.
Den internetbaserede samtaleform giver - ud over samtaler - også passagerne mulighed for at surfe på nettet samt afsende mails, hvilket også koster to kroner i minuttet.
Betalingen sker ved hjælp af kreditkort eller mønter, hvor både kroner og euro kan bruges.
75 bokse skyder op på en måned
Der er allerede sat 25 IP-telefonbokse op i indenrigsterminalen. Og 75 bokse vil snart følge efter i de to udenrigsterminaler.
”Vi har valgt at starte med indenrigsterminalen, fordi passagerne ikke har mulighed for internet-opkobling der,” siger Peter Svane Rasmussen.
Derudover fungerer boksene også som turistguides, hvor man gratis kan søge information på blandt andet lufthavnens hjemmeside, cph.com.
TDC kørt ude på et sidespor
Mens de 100 nye IP-telefonbokse bliver sat op i lufthavnen skal omkring 150 TDC-bokse pilles ned i en glidende overgang, så passagerne ikke ville mangle muligheder for at ringe hjem og fortælle, at de er ankommet sikker til København.
Dermed mister TDC omsætningen fra udenlandsopkald fra de omkring 1,6 millioner passagerer, der månedligt går igennem lufthavnen.
Peter Svane Rasmussen har dog været tilfreds med TDC-samarbejdet, og kan af kontraktlige årsager ikke oplyse, hvor stor en omsætning TDC går glip af i lufthavnen.
Mulighed for flere IP-telefonbokse i trafikknudepunkter
IP-telefoniboksene er udviklet af det norske selskab NIT.
Og ifølge NIT’s danske repræsentant, Eurocomm, vil IP-telefonboksene i Københavns Lufthavne generere en årlig omsætning på cirka fem millioner kroner.
Eurocomm oplyser også, at selskabet også har været i forbindelse med personale fra andre trafikale knudepunkter i Danmark.
”Vi har talt med DSB angående at få sat IP-telefonboksene op på Hovedbanegården i København samt Tirstrup og Billund llufthavne,” fortæller salgschef Johnny Løffgreen fra Eurocomm.
Han fortæller, at DSB overvejer brugen af IP-telefonien, men selskabet dog indtil videre forholder sig afventende.
Derimod har både Billund og Tirstrup lufthavne har været overvejende negative.
”Men måske ændrer holdningen sig, når de ser, hvordan det går i København,” udtaler Johnny Løffgreen.