EU Kommissionen konkluderer i en murstensrapport, at open source software i ”næsten alle tilfælde” vil kunne spare firmaer for store summer ved et skifte til open source frem for proprietær software.
Det skriver engelske zdnet.co.uk.
Kommissionens økonomiske rapport og konklusioner bygger på detaljerede analyser af open source projekter i seks forskellige EU-lande.
- Vores arbejde viser, at et skifte til open source i næsten alle tilfælde vil betyde besparelse på længere sigt i forhold til udbyttet (total cost of ownership), står der blandt andet i rapporten.
I rapporten foreslås det, at organisationer bør overveje at benytte sig af Open Office-applikationer, da disse giver brugerne alle de nødvendige værktøjer, når der skal udformes dokumenter og præsentationer.
Det digre værk er blevet gennemlæst og godkendt af akademikere fra FN-Universitetets forskningscenter i Maastricht i Holland.
Opgør med anti-open source myte
Dermed står kommissionens udtalelser i stærk kontrast til firmaer som eksempelvis Microsoft, der trods aftalen med Novell, hævder, at Linux-besparelser er en myte.
Microsoft har længe forsøgt at overtale it-medarbejdere om, at Windows kan være billigere end Linux.
Det er for eksempel sket gennem it-producentens Get The Facts – kampagnen, som blandt andet viste, i hvilke tilfælde Microsofts software giver en omkostningsfordel i forhold til open source software.
Føler sig mindre værd
Rapporten hævder, at proprietær software vil være overlegen på to områder i en organisation, der enten vil skifte helt eller delvist til open source software.
Først og fremmest gælder det med hensyn til de kortsigtede udgifter, da der skal spenderes en del penge på træning af ansatte.
Dernæst vil mange medarbejdere ifølge rapporten føle sig mindre værd end før, hvis de skal arbejde med gratis software.