Den øgede indsats mod terrorisme har medført et presserende behov for mere tidssvarende it-systemer hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), lyder dommen i en rapport fra Justitsministeriet.
Her fremgår det, at moderniseringen bør speedes op, og at det bliver nødvendigt med tillægsbevillinger.
Konklusionerne bygger på en benchmark-undersøgelsen af PET, der blev gennemført tidligere på året af vicedirektøren for den britiske sikkerhedstjeneste MI5.
Arbejdet i gang
Ifølge afdelingschef i Civil- og Politiafdelingen i Justitsministeriet, Jens Kruse Mikkelsen, arbejder ministeriet, PET og Rigspolitiet nu intensivt på at implementere anbefalingerne.
- Vi er ikke helt færdig med den proces, men vi arbejder på hurtigt at få en afklaring, siger Jens Kruse Mikkelsen.
Ifølge det resume, som PET har offentliggjort af den klassificerede benchmark-rapport, har PET "et presserende behov for opdatering og forbedring af sine it-systemer for bedre at kunne understøtte arbejdet inden for kontraterrorisme."
Det kniber ifølge Jens Kruse Mikkelsen særligt med PET's systemer til elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH).
Halter efter
Også Rigspolitiet har på ESDH-område været håbløst bagud med det forældede Polsas-system, der nu er under udskiftning med et nyt system med CSC som hovedleverandør.
Selv om det er nødvendigt med integration mellem Rigspolitiet og PET kan CSC-løsningen til Rigspolitiet imidlertid ikke opfylde PET's behov, fremgår det af rapporten.
- Der gælder særlige sikkerhedskrav for PET, og særlige regler for PET's opbevaring af personoplysninger. Der skal blandt andet være forskellige kontrolfunktioner, så det såkaldte Wamberg-udvalg kan holde øje med, at PET overholder de fastsatte spilleregler, siger Jens Kruse Mikkelsen.
Behovet for at modernisere PET's it-systemer har været kendt i flere år. Ifølge Jens Kruse Mikkelsen er PET kommet et godt stykke ad vejen med at få fastlagt behov og udarbejde kravspecifikationer.
Send flere penge
Ifølge benchmark-rapporten bør PET imildertid mindske risikoen ved det planlagte program og samtidig implementere det trinvist over en kortere periode end først foreslået.
PET bør endvidere overveje at outsource udvikling, projektledelse og installering, lyder anbefalingen fra rapporten.
Jens Kruse Mikkelsen vil ikke komme med noget bud på, hvad it-moderniseringen kommer til at koste PET, men ifølge rapporten er der behov for tillægsbevilling.
I sommeren 2004 blev der som led i en styrkelse af Politiets Efterretningstjeneste afsat 20 millioner kroner til at skabe en tidssvarende it-struktur.
Politiets Efterretningstjeneste satte i 2003 med hjælp fra konsulentfirmaet Systematic gang i en omfattende it-analyse.