Nogle siger, at hacking begyndte, da teknisk kyndige og ofte selvlærte teleeksperter fandt ud af at misbruge elektroniske omstillingsborde til at foretage dyre telefonopkald på andres regning.
Men fænomenet, der kaldes "phreaking", lever skam endnu, advarer det canadiske teleselskab Telus.
- Det gennemsnitlige tab per sag er omkring 37.000 kroner, siger talsmand Jim Johannsson fra Telus til Computerworlds canadiske søsterblad ITWorld Canada.
Ringer op til lokal takst
Svindelen sker typisk ved, at hackeren ringer op til lokal takst til en virksomheds elektroniske omstillingsbord eller PBX og eksempelvis forsøger at bryde medarbejdernes koder til deres telefonsvarer.
Når hackeren er inde i systemet, kan det ofte udnyttes til at foretage eksempelvis udlandsopkald via virksomhedens telefonlinjer og dermed på virksomhedens regning.
En af de enkle metoder til at sikre telefonsystemerne er derfor at sørge for at undgå alt for enkle koder (1234) og ændre de adgangskoder, producenten af udstyret har sat som standard, som hackerne efter al sandsynlighed kender.
Derud over kan man begrænse mulighederne for, hvad brugerne kan foretage eksempelvis uden for virksomhedens åbningstid gennem telefonsystemet.
- Der er ingen tvivl om, at fortidens erfarne telefoniansvarlige er blevet en truet dyreart. Hvis du ser på rådene, så er de alle basale sikkerhedsforanstaltninger, siger analytiker Stefan Dubowski fra Decima Reports til ITWorld Canada.
Også i Danmark har der været eksempler på misbrug af telefonsystemer med det mest ekstreme tilfælde, hvor en 25-årig mand mere end 150.000 gange ringede til et teleselskab for at omgå systemerne.