En kæmpe outsourcing-aftale mellem Carlsberg og IBM Danmark betyder, at bryggeriets op mod 12.000 pc-brugere er på vej mod et skifte til IP-telefoni.
Carlsberg skrev sidste år under på en syv-årig outsourcing-kontrakt med IBM Danmark.
Aftalen betyder, at Carlsbergs fem europæiske datacentre med 800 servere alle samles hos IBM Danmark.
- Vores IP-telefoni-projekt er del af det store outsourcing-projekt, så vi er i planlægningsfasen lige nu. En del af outsourcingen er at skifte til IP-telefoni i hele Europa, forklarer Torben Melskens, vicedirektør i Carlsberg med ansvar for it.
Umiddelbart sker de største ændringer i første omgang uden for Skandinavien.
I de nordiske lande kører Carlsberg allerede IP-telefoni mellem landene og mindre steder baseret på en Ericsson-platform.
Fleksible systemer
Den hårde konkurrence i bryggeribranchen betyder, at Carlsberg har brug for hurtigt at kunne skrue op og ned for hanerne i de enkelte lande.
Derfor betyder outsourcingen af både it-infrastruktur og -tjenester også, at samtlige 12.000 arbejds-pc'er standardiseres, så de er langt billigere at servicere.
- I nogle lande skærer vi ned og i andre lande skalerer vi op. Ved at standardisere vores infrastruktur fuldstændigt får vi også de økonomiske fordele ud af det, siger Torben Melskens.
IBM Danmark står også for over de kommende år at levere IP-telefoni til 26.000 brugere hos Danske Bank.
Det sker som en hosted løsning, hvor Danske Bank betaler et fast månedligt beløb per brugere, men ikke selv ejer telefoni-serverne.