Investeringslysten på it-området blomstrer i de danske virksomheder, som både opgraderer deres nuværende systemer og indkøber helt nye.
Det betyder bedre tider for de danske konsulenthuse, hvor kunderne især står i kø foran hylderne med specialist-kompetencer.
Derfor stiger konsulentpriserne, og kunderne griber til intern oprustning, faste rammeaftaler og outsourcing for at få mest muligt for pengene på konsulentkontoen.
Priser nærmer sig indeks 90
Konsulenthuset 7N har i den seneste tid været nødt til at sige nej tak til 40 projekter – netop på grund af travlhed.
Ifølge den administrerende direktør, Jeppe Hedaa, nærmer priserne sig i dag indeks 85-90 – efter at have været nede på omkring 50 set i forhold til de gyldne tider før år 2000.
En lignende prisudvikling bekræftes hos andre konsulenthuse, Computerworld har været i kontakt med.
– Der er blevet åbnet for sluserne hos de store virksomheder. De tror på fremtiden – og er klar til at investere. Det betyder, at efterspørgslen er ved at nå de tidligere højder igen. Samtidig løfter priserne sig også, men dog ikke helt i takt med efterpørgsels-kurven, siger Jeppe Hedaa.
Skift i markedet
Ifølge IDC-analytikeren Anders Elbak er der sket et skift på markedet inden for det seneste halve til hele år.
Strategiske it-projekter fylder mere i budgettet hos virksomhederne, der er blevet mere villige til at investere.
Det betyder samtidig, at servicepriserne er begyndt at bevæge sig op igen, lyder det fra analytikeren.
I august viste Computerworlds og analysehuset IDC’s it-investeringsindeks for tredje kvartal, at it-investeringerne ligger på et stabilt højt niveau. Hvad væksten angår, ventes it-markedet overordnet set at vise en årlig vækstrate på mellem fire og seks procent frem til 2009.
De positive signaler på det danske marked har ifølge Flemming Poulfelt, der er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School, resulteret i et overskud hos de danske virksomheder – såvel mentalt som økonomisk.
– Der er optimisme i øjeblikket, og de danske virksomheder har fokus på at udvikle deres forretning. De har stået stille en periode og vil nu op i gear igen. De er klar til at investere i nye systemer, og hvis de de alle banker på hos den samme leverandør, skaber det naturligt nok en priseffekt, vurderer professoren.
Den tendens nikker tekstil- og designvirksomheden Kvadrat, Danisco og forsikringsselskabet TrygVesta genkendende til.
– De dygtige konsulenter, der har skabt sig en niche og sidder på en høj specialist-viden, er svære at få fat i. De får hurtigt booket deres kalender. Og det er da med til at presse prisen op, siger Martin Bøge Mikkelsen, der blandt andet har it-ansvaret i TrygVesta-koncernen.
Høje konsulentpriser
It-chefen hos Kvadrat, Jakob Andersen, vurderer, at prisen på en almindelig programmør eller konsulent inden for Windows-verdenen ligger på et gennemsnit på 1.000 til 1.100 kroner, mens en konsulent med specialist-kompetencer ligger omkring 2.200 til 2.400 kroner i timen.
De høje konsulentpriser får virksomhederne til at kigge grundigt på økonomien, lave analyser af skiftende behov og jonglere med alt fra fastansættelser til faste rammeaftaler for at få behovene dækket på den mest rationelle facon.
– Konsulenterne er kommet for at blive. Men vi køber anderledes ind hos dem end tidligere. Der er ingen tvivl om, at konsulenterne får færre timer hos os end før, og at vi vil have mere for pengene, siger Martin Bøge Mikkelsen.
Danisco er også blandt de virksomheder, der gør flittigt brug af eksterne konsulentkræfter.
Dem henter virksomheden såvel i Danmark som i Kina og andre steder i verden, og vice president i Danisco IT, Lars Toftgaard, forventer, at firmaet kan holde prisen på det niveau, den ligger på nu.
– Oplever vi et pres med stigende priser, vil vi overveje at skrue op for vores brug af konsulenter offshore – og dermed tage dampen af presset, siger han.
Denne artikel stammer fra den trykte udgave af Computerworld, der fredag bringer mere om emnet.