Få en flad billigt

I dag kan man få en fladskærm for kun 3.000 kroner. Prisen på de slanke skærme er faldet drastisk i løbet af det sidste års tid, men spørgsmålet er, om kvaliteten af skærmene er blevet ringere. Vi har testet en af markedets billigste 15 tommer fladskærme, og vi er godt tilfredse med resultatet.

3.500 kroner

Fladskærmene er blevet billige. Nu kan man kan få en 15 tommer TFT-skærm for under 4.000 kroner, og vil man op på 17 tommer, behøver man ikke at slippe meget mere end 6.000 kroner. Som sædvanlig er der sammenhæng mellem pris og kvalitet, men som vores test viser, er en 15 tommer TFT-skærm til 3.499 kroner med moms ikke nødvendigvis et dårligt køb. Skærmen er af mærket Head, og vi har lånt den af TeleDanmark Butik.

En 15'' fladskærm har et synligt skærmareal, der svarer til arealet på en 16'' traditionel CRT-skærm. Eftersom dagens standard er 17'', er de 15'' lige i underkanten, men på den anden side bliver der en hel del mere plads på skrivebordet, og så sparer man oven i købet på strømmen.

Da vi hev dyret op af pakken, fik vi en glædelig overraskelse. Et klistermærke på skærmen bekender, at den er godkendt efter den svenske TCO'99-standard. Derfor kan man være sikker på, at forholdsvis skrappe krav til miljøvenlighed og ergonomi overholdes.

Skærmen er absolut ikke grim, men har et lidt kedeligt, gråt design. Der er ingen frække detaljer, men heller ikke nogle designmæssige brølere. Man savner dog en mulighed for at justere skærmens højde. Der medfølger en separat strømforsyning.

På bagsiden af skærmen står der Made in Germany. Det er muligt, at den er skruet sammen i Tyskland, men indholdet er i hvert fald fra Taiwan. Den simple betjeningsvejledning er på engelsk, tysk, fransk, italiensk og spansk. Ingen hjælp til brugere, der ikke kan fremmedsprog. Det er nu ikke svært at tilslutte den nye skærm, blot skal man sikre sig, at opdateringsfrekvensen er skruet ned til maksimum 75 Hz, før man tilslutter fladskærmen.

Ikke et dårlig køb

Fladskærmen har analog indgang, og kan tilsluttes et almindeligt grafikkort. Skærmen er født med en opløsning på 1.024x768, men lavere opløsninger kan godt benyttes - blot med et langt ringere resultat.

Det største problem med de billige skærme er ofte den begrænsede betragtningsvinkel, og således også på denne Head-skærm. Sidder man lige foran skærmen, kan man sagtens se hele skærmbilledet klart og tydeligt, men på et ensfarvet skærmbillede vil farven se forskellig ud, alt efter om man kigger på skærmens midte eller i siderne. Der optræder skygger på skærmen, fordi man ikke betragte alle pixels fra præcis samme vinkel. Problemet er til at leve med, men det er altså først og fremmest her, den billige skærm typisk adskiller sig fra de dyrere.

Bortset fra skyggerne fremviser skærmen rene og klare farver, og skarpheden fejler ikke noget. Lysstyrke og kontrast er tilfredsstillende, og der var ingen pixelfejl på den skærm, vi testede. Det er i sig selv positivt. Menuen er overskuelig og nem at finde rundt i. Man kan stille på lysstyrke, kontrast, skarphed og farvetemperatur, og der er også en autojusteringsfunktion, der faktisk virker ganske fornuftigt.

Responstiden for de enkelte pixels, det vil sige tiden, de er om at reagere på et signal fra grafikkortet, er 35 millisekunder. Denne forsinkelse kan godt virke generende ved hurtig grafik, og derfor er fladskærmen ikke oplagt til spillefugle. Generelt er denne skærm mest oplagt til kontorprogrammer.

Man må konkludere, at Head LW-851 ikke er nogen ringe skærm, hvis man absolut vil have sig en billig fladskærm frem for en skærm med billedrør. Hvis denne skærm er repræsentativ for udbuddet af discount-skærme, står det ikke helt ringe til. Skærmen ville ikke kunne gøre sig gældende i en stortest, men til 3.499 kroner er den ikke noget dårligt køb.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere


Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren