Sammen med Easygroup er TDC nu klar til at gå yderligere ind på mobilmarkedet i Tyskland med selskabet Easymobile, der er inspireret af Telmores succes i Danmark.
Det oplyser TDC i en pressemeddelelse.
I marts åbnede Easymobile i Storbritannien som det første land og åbner snart i Holland.
I Tyskland er der dog den forskel, at TDC gennem datterselskabet Talkline, som TDC ejer 100 procent, i forvejen har tre millioner mobilkunder.
TDC vil - ligesom i Storbritannien - basere sig på T-Mobiles mobilnetværk.
Easymobile er et samarbejde mellem TDC og den britiske finansmand Stelios Haji-Ioannou, der ejer Easygroup.
TDC har tidligere meldt ud, at selskabet i samarbejde med Easygroup vil lancere Easymobile i 12 europæiske lande.
Heraf tre lande inden udgangen af 2005, og det er altså blevet Storbritannien, Holland og Tyskland.