Udlandsopkald ser ud til at blive den nye krigszone for danske teleselskaber, efter Telia har lanceret et nyt produkt, hvor man kan ringe ubegrænset til 22 lande i hele verden.
Prisen er enten 99 eller 149 kroner om måneden, afhængig af om man vil ringe hele tiden eller blot i sin fritid.
Telia har valgt 22 lande, som selskabet mener, at kunderne hovedsageligt ringer til, heriblandt USA, Canada, Australien og New Zealand.
Lignende produkter findes allerede inden for bredbåndstelefoni, hvor der ofte er mange penge at spare på opkald til udlandet.
Blandt andet norske Telio - som har købt danske Musimi og snart lanceres i Danmark - tilbyder også kunderne at ringe ubegrænset til en række lande for fast pris.
Men Telia vil med sit produkt forsøge at brede det ud til alle danskere.
- Mellem 60 til 70 procent af alle udlandssamtaler foregår via fastnettelefonen. Så indtil videre må vi konstatere, at der stadig er mange, der finder det for besværligt at benytte computeren til IP-udlandssamtaler, udtaler administrerende direktør Peter Bredgaard.
Bredbåndsudbyderen Cybercity lancerede i juni et nyt produkt til selskabets kunder inden for bredbåndstelefoni. De kan nu betale 10 kroner om måneden for at ringe til billigere til andre lande, dog stadig afregnet efter forbrug.
Det nye produkt fra Telia fungerer som et tilkøb til de eksisterende tilbud Telia Fritid og Telia Altid, hvor man for fast pris kan ringe ubegrænset til fasnettelefoner i Danmark.
Ligesom med de andre tilbud kan man højest ringe en time, før man skal lægge på og ringe op igen for at undgå at betale. Det er ifølge Telia for at undgå misbrug af systemet til faste opkoblinger.