Amazon, der slog sig op på at være verdens største internet-boghandel, flytter grænserne for, hvad en boghandel sælger. Det skriver Financial Times.
Under overskriften Sex and Sensuality diskret placeret i sektionen Health and Personal care kan man på den amerikanske hjemmeside finde mere end 40.000 produkter i kategorien sex-legetøj.
Ifølge Financial Times omfatter produkterne mere end 9.000 dildoer og 5.500 produkter, der "forstærker sex-oplevelsen."
Produkterne rettet mod den kødelige del af livet sælges gennem Amazons stadig vigtigere tredjepartsforretning, der i dag står for mere end en fjerdedel af alle solgte produkter og omfatter leverandører som Macys og Toys R Us.
At Amazon gennem længere tid har solgt så store mængder af den slags produkter er sket i stilhed, indtil klummeskriveren Mark Morford i the San Francisco Chronicle i humoristiske toner omtalte Amazons omfattende salg af sex-ting-og-sager.