Hotelgæsterne hos SAS Radisson slipper i fremtiden for at betale for adgang til internettet.
Hotelkæden har besluttet fra 1. september at droppe betalingen på en række hoteller for at få en fordel i forhold til hotel-konkurrenterne.
- Det er for at være først. Der har været mange diskussioner for og imod, men det er jo et punkt, hvor du kan differentiere dig på markedet. Det her har en stor betydning for forretningsrejsende, siger it-chef Finn Schultz fra Rezidor SAS.
Selskabet er 75 procent ejet af SAS og står bag hotelkæden Radisson SAS med knap 10 hoteller i Danmark. I første omgang bliver internettet gratis på tre hoteller i København, et i Århus og et i Odense.
Ifølge SAS betragterne gæster efterhånden nettet som et naturligt gode på linje med en seng, et tv og et bad.
Indtil nu har gæsterne skulle betale op mod flere hundrede kroner for at købe netadgang i et døgn eller en halv time ad gangen.
- Det har vi haft stor succes med, så det er et tab af direkte indtægter. Det hænger i tråd med, at vi er for erhvervsrejsende, og du ønsker ikke at få ekstraregninger for ting, du har behov for. Film og tv er underholdning, det her er en effektivitetsforbedring, fortæller Finn Schultz.
Fremover kan kunderne med deres navn og værelsesnummer koble sig gratis på.
Trods gratis adgang til nettet forventer Finn Schultz ikke, at gæsterne vil surfe helt vildt på nettet. Erfaringerne viser, at de kun kobler sig op i kortere tid for at få adgang til firmanetværket og tjekke e-mails.
De fleste af SAS-hotellerne tilbyder også trådløs adgang til nettet.
Relevante link
http://www.freebroadband.radissonsas.com/" target="_blank">Informationsside om gratis bredbånd hos SAS Radission