Go’ morgen folkens
Det er i dag torsdag 24. april, og denne morgen er det igen Jacob Wittorff, der er stået tidligt op for som en anden 'paperboy' at kyle Computerworlds morgen-briefing ind på din digitale veranda.
I dag lægger vi ud med en historie om en af Europas få it-giganter.
SAP’s aktie brager i vejret efter kvartalsregnskab
Tyske SAP offentliggjorde onsdag sit kvartalsregnskab, og det blev vel modtaget af de finansielle markeder, der sendte selskabets aktie op med hele 10,6 procent.
Regnskabet viste et overskud på 2,5 milliarder euro, hvilket var betydeligt mere end de 2,2 milliarder euro, som analytikerne havde forventet. Driftsoverskuddet voksede desuden med 58 procent, mens omsætningen steg med 11 procent til ni milliarder euro.
SAP overhalede for nylig Novo Nordisk i kampen om at blive Europas mest værdifulde selskab.
Mobiletselskabet 3 henter 30.000 nye kunder
I første kvartal kunne mobilselskabet 3 i Danmark tilføje 30.000 nye kunder til sin kundedatabase, der nu rummer 1,689 millioner mobilkunder.
I det seneste kvartal omsatte selskabet desuden for 716 millioner danske kroner, hvilket er en vækst på 3,7 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år, mens driftsresultatet før afskrivninger voksede med 7,8 procent til 198 millioner kroner.
”Set i lyset af den hårde konkurrence, der eksisterer på det danske tele- og internetmarked, er jeg utrolig stolt over, at vi nu runder ti år med uafbrudt kundetilvækst – takket være vores dygtige og dedikerede medarbejdere,” siger Morten Christiansen, administrerende direktør for 3, i en pressemeddelelse.
Youtube offentliggør vilde tal
Som vi kunne fortælle i gårsdagens morgenbriefing, var det i går 20 år siden, at den første video blev uploadet til YouTube.
I den anledning har YouTube nu offentliggjort en række statistikker, der viser, hvilken enorm succes tjenesten har haft i de seneste to år.
Tallene viser, at mere end 20 billioner videoer, musiknumre og podcasts i alt er blevet uploadet til YouTube, og at der hver uge bliver uploadet yderligere 20 millioner.
Derudover bliver der i gennemsnit skrevet 100 millioner kommentarer om dagen, og hver eneste dag får YouTube-videoer 3,5 milliarder likes.
Sidst men ikke mindst kan YouTube fortælle, at der findes mere end 300 musikvideoer på tjenesten, der hver især har fået mere end én milliard visninger.
Dansk e-handelsfirma solgt til norsk fintech-selskab
Det danske e-handelsfirma Swiipe er blevet opkøbt af det norske betalingsselskab Aera.
Amanda Creuzberg, driftsdirektør i Swiipe, oplyser i en pressemeddelelse, at de to nordiske selskaber i fællesskab vil kunne levere endnu mere værdi til deres kunder.
”Sammen skal vi bygge et nordisk betalingskraftcenter med den skala, stabilitet og de ambitioner, som er nødvendige for, at vi kan levere endnu mere værdi til dem, vi betjener. Det, der er vigtigt for vores kunder, forbliver vigtigt for os,” siger hun ifølge pressemeddelelsen.
Swiipe har adresse i Hellerup nord for København og har ifølge CVR 11 ansatte. Selskabet kom ud af det seneste regnskabsår med et underskud på syv millioner kroner.
Norske Aera er ejet i fællesskab af de to detailselskaber Coop og NorgesGruppen. Sidstnævnte ejer blandt andet de norske Spar-butikker samt discountkæden Kiwi Minipris.
I dag for 44 år siden blev Apple IIc lanceret
Den 24. april 1981 lancerede Apple en ny og mere kompakt udgave af selskabets succesfulde Apple II.
Den nye computer var langt fra at være bærbar, som vi kender det i dag, men den var mindre og lettere at flytte rundt på end den originale Apple II. Det kom blandt andet til udtryk ved, at den havde et mindre kabinet med et indbygget tastatur, og den blev ofte solgt med en matchende skærm.
På trods af sin mere kompakte form var den lige så kraftfuld som de tidligere udgaver af Apple II. Den var udstyret med 128 kilobyte RAM og et 5,25 tommer floppydrev.