Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing onsdag 26. februar.
I denne tidlige nyhedsoverflyvning ser vi på Teslas kinesiske satsning, en bet til den fallerede tech-darling Elizabeth Holmes og et omfattende hack af europæisk telegigant.
Morgenens nyhedsoverblik er signeret af din nyhedsvært, Niels de Boissezon.
Tesla slipper biler med selvkørende funktioner løs i Kina
Tesla påbegynder udrulningen af en softwareopdatering i Kina, der gør det muligt at slippe rattet og en vis grad af autonom kørsel lig det, selskabet markedsfører som "Full Self-Driving" i USA. I Kina betegnes den dog ikke som værende ’fuldt ud selvkørende, noterer mediet Bloomberg.
Systemet er i stand til at føre biler igennem afkørsler og vejkryds, genkende trafiksignaler, foretage sving samt håndtere vognbaneskift og tilpasse hastigheder.
Opdateringen slippes først løs på biler udstyret med HW 4.0-hardware, der igennem det seneste år er at finde ombord på Model Y og Model 3. Funktionen koster 64.000 yuan, svarende til knap 63.000 kroner.
Trods det navnet på funktionen antyder, kræver systemet konstant menneskelig supervision. Et kamera over bakspejlet monitorer hvorvidt føreren er årvågen, mens funktionen er slået til.
Elizabeth Holmes taber ankesag
Den infamøse tech-darling og iværksætter Elizabeth Holmes taber ankesag i sin højt profilerede sag om svindel mod investorer i sit sundheds-tech firma, Theranos.
Hun blev i 2023 dømt til over 11 års fængsel, men fremførte i sin ankesag at udtalelser fra hendes forhenværende forretningspartner Ramesh ’Sunny’ Balwani burde indgå i hendes retssag.
Appeldomstolen afviste disse alle argumenter, skriver britiske BBC.
Dommer Jacqueline Nguyen skriver i sin afgørelse, at Theranos' løfter om at kunne foretage blod-analyse ud fra en enkel dråbe blod fra et fingerprik var ’intet mindre end et fata morgana’.
”De storslåede resultater, som Holmes og Balwani pralede af, var halve sandheder og direkte løgne," lyder det i afgørelsen
Ramesh Balwani, er også dømt for bedrageri og tabte ligeledes sin appelsag. Retten stadfæstede samtidigt deres forpligtelse til sammen at betale 452 millioner dollar i erstatning til ofrene.
Europæisk telekæmpe hacket: Nu flagrer tusindvis af stjålne dokumenter på nettet
En hacker med kaldenavnet ’Rey’ hævder at have stjålet tusindvis af interne dokumenter med brugerdata og medarbejderoplysninger efter at have tiltvunget sig adgang til den franske telekæmpe Orange Groups systemer.
Gerningsmanden er medlem af HellCat ransomware-gruppen, offentliggjorde de stjålne data på et hackerforum efter forgæves at have forsøgt at afpresse koncernen.
Orange bekræfter sikkerhedsbruddet overfor sikkerhedsmediet Bleeping Computer og oplyser, at databruddet skete via en ikke-kritisk applikation.
De lækkede data stammer primært fra selskabets rumænske afdeling og omfatter 380.000 unikke e-mailadresser, kildekode, fakturaer, kontrakter samt kunde- og medarbejderoplysninger.
Rey havde adgang til Oranges systemer i over en måned og hævder at have stjålet 6,5 gigabyte data svarende til 12.000 filer. Orange understreger, at hacket ikke har forårsaget driftsforstyrrelser og at der samarbejdes med de med relevante myndigheder.
Ny pris hylder mediestartups ved MedieTech Festival
Et nyt awardshow, Pretty Duckling Award, lanceres under årets MedieTech Festival i Odense 26.-27. marts. Showet vil hylde de mest innovative og lovende MediaTech-startups i Europa.
Prisen er skabt i samarbejde mellem Media City Odense, TechSavvy.media og FST Growth for at fremme innovation i en mediebranche, der presses af fake news, generativ AI og sociale platforme.
"Vi ønsker at være en inkubator og give starthjælp til dem, der udvikler produkter til mediebranchen.," siger Michael Jensen, direktør for Media City Odense.
Hovedkategorien bliver "Best MediaTech Innovation 2025", og derudover uddeles priser i kategorier som Innovation Excellence, AdTech Achievement, Subscription Rising og Success Star.
Mere info kan læses på showets hjemmeside, hvor nomineringer også kan indsendes.