Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen for Palo Alto Networks / Carsten Fensholt fratræder som topchef for SameSystem / Kapitalfond køber sig ind i Gladteknik.dk

Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen for Palo Alto Networks. Carsten Fensholt fratræder som topchef for SameSystem. Kapitalfond køber sig ind i Gladteknik.dk. TikTok-appen kan nu igen downloades i USA. YouTube fylder 20 år.

Velkommen til ugens første morgen-briefing fra Computerworld.

Inden længe kalder foråret på os alle. Men først udholder vi en tur gennem Moder Naturs frostmaskine som den måske sidste hilsen fra vinteren, inden vi igen kan undlade at iføre os de tunge vinterjakker, når vi bevæger os uden for.

På den anden side af vinduet i disse tidlige timer mandag morgen fryser det i skrivende stund 10 grader, og der er måneskin og land og by. Ved roret på mandagens morgen-briefing finder du Dan Jensen.

Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen for Palo Alto Networks

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt får plads i bestyrelsen for den amerkanske it-sikkerhedskæmpe Palo Alto Networks, der har hovedkvarter i Santa Clara i Californien i USA.

Selskabet er blandt de helt store spillere på it-sikkerhedsmarkedet med sine godt 15.000 medarbejdere. Det omsatte i fjor for knap 60 milliarder kroner.

Med tilkomsten af Helle Thorning-Schmidt og den tidligere direktør for UBS, Ralph Hamers, øger Palo Alto Networks antallet af bestyrelsesmedlemmer til 11 personer.

Selskabet kalder Helle Thorning-Schmidt for en ‘visionær leder.’

Helle Thorning-Schmidt sidder også i bestyrelserne for Vestas og er næstformand for Metas såkaldte Oversight Board.

Carsten Fensholt fratræder som topchef for SameSystem

Carsten Fensholt fratræder efter godt to år på posten som topchef for danske SameSystem, der netop er blevet købt af Ecit.

Samesystem har nu istedet indsat sin tidligere produktchef Tobias Byrial Ritlov som ny CEO. Han er søn af selskabets grundlægger, Henrik Byrial Ritlov, der fortsat ejer en væsentlig del af selskabet.

SameSystem er ved at komme på fode igen efter, at selskabet i begyndelsen af 2024 blev afnoteret fra minibørsen First North efter en del tumult.

Det kan du læse mere om her: Efter flere års bragende underskud: Danske SameSystem vil afnoteres fra First North - er blevet en spændetrøje.

Kapitalfond køber sig ind i Gladteknik.dk

Kapitalfonden Maj Invest køber for et ukendt millionbeløb 49 procent af Gladteknik.dk, hvis grundlægger Mathias Nielsen for to år siden var med i Løvens Hule.

Selskabet med hovedkvarter i Hvidovre uden for København reparerer it-udstyr. Mere end halvdelen af de omkring 60 medarbejdere har eksempelvis autisme, adhd, ocd eller lignende udfordringer.

“Vi har udviklet os helt enormt og har ønsket os en partner, der kan hjælpe med at professionalisere virksomheden endnu mere og accelerere væksten yderligere. Det er ikke, fordi vi skal gøre noget anderledes, men vi skal gøre mere af det samme, som vi gør nu,” siger 32-årige Mathias Nielsen til Børsen.

TikTok-appen kan nu igen downloades i USA

Først var det ja. Så var det nej. Og nu - efter Trump - er det igen ja til, at amerikanerne kan downloade den meget udbredte TikTok-app.

Den er ejet af kinesiske ByteDance og blev fjernet fra både Apples og Googles app-markeder 18. januar efter, at TikTok var blevet dømt ulovlig og farlig i USA.

Dengang fik ByteDance lodret besked på enten at sælge hele den amerikanske version eller lukke i landet.

Donald Trump annullerede den afgørelse allerede på sin første dag som præsident. TikTok har omkring 170 millioner brugere i USA.

YouTube fylder 20 år

YouTube er ikke længere teenager, men er blevet voksen - sådan cirka.

Den i dag meget store tjeneste tændte nemlig første gang for serverne 14. januar 2005 og fyldte altså i fredags 20 år.

Det er nok ikke for meget at sige, at YouTube - der blev købt af Google i 2006 - har været en drivkraft under den transformation, som hele mediemarkedet har undergået i de seneste mange år, hvor lokal og individuel indholds-produktion har påvirket hele den måde, som mediemarkedet fungerer på i hele verden.




White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer