Artikel top billede

Nu rammer en ung udgave af massemorderen Dexter din tv-skærm

I ”Dexter: Original Sin” får vi historien om, hvordan den karismatiske massemorder Dexter Morgan lærte at håndtere sine morderiske tendenser.

”I begyndelsen var der blod.”

Sådan lyder det fra Michael C. Hall, manden bag den oprindelige Dexter, i traileren til den nye serie Dexter: Original Sin, der er en såkaldt prequel til den oprindelige blodige serie.

At dømme efter traileren – som du kan se lige her – bliver den nye serie ét langt flashback.

Læger kæmper for at redde nutidens Dexters liv, hvilket får ham til at tænke tilbage på den tid, hvor han gik fra at være studerende til at blive en hævnende engel, der gang på gang dræbte samfundets værste udskud.

Handlingen i Dexter: Original Sin udspiller sig 15 år før den prisvindende serie, hvor Michael C. Hall spillede rollen som Dexter Morgan.

I den nye serie spiller Patrick Gibson rollen som den unge Dexter, mens Michael C. Hall fungerer som en slags fortæller eller indre stemme. Dette binder på de to versioner af Dexter sammen på en ganske en ganske effektiv måde.

Den nye prequel foregår i 1991 i Miami, hvor en ung Dexter kæmper med at kontrollere sine mørke impulser. Her træder hans adoptivfar Harry, spillet af Christian Slater, til som mentor.

Harry, som er politibetjent, og lærer sin unge protegé, hvordan man kan identificere de værste forbrydere, som en ung mand med morderiske tendenser meget passende kan dræbe – uden selv at blive fanget.

Fans af den oprindelige serie kan også se frem til at opleve Christina Milian som en ung udgave af detektiv LaGuerta og James Martinez som Angel Batista, mens Molly Brown spiller Dexters søster Debra.

Sarah Michelle Gellar – kendt fra Buffy – Vampyrernes Skræk – spiller en af den unge Dexters chefer, da han begynder sit job som retsmediciner, mens Patrick Dempsey fra bl.a. Grey’s Anatomy spiller Aaron Spencer.

Der bliver i øvrigt arbejdet på flere Dexter-spin-offs – så mon ikke Michael C. Halls version af Dexter bliver reddet af de hårdt kæmpende læger fra traileren? I hvert fald skulle der være en serie ved navn Dexter: Resurrection på vej.

I mellemtiden får Dexter: Original Sin - meget passende - premiere på SkyShowtime på fredag 13. december.