Artikel top billede

Martin Scorsese på vej med dokumentar om Beatles’ triumftog til USA i 1964

Musikkens verden i USA blev aldrig den samme, efter at The Beatles optrådte i The Ed Sullivan Show. Nu kommer historien om englændernes amerikanske indtog.

Den legendariske instruktør Martin Scorsese har kastet sig over et lige så legendarisk band til sit næste projekt, nemlig dokumentaren ”Beatles ’64”, der lander på Disney+ allerede i november.

Scorsese er måske mest kendt for prisvindende film som Taxi Driver, Goodfellas, Mean Streets og The Wolf of Wall Street.

Men den 81-årige instruktør har også haft en stor forkærlighed for musikkens verden, hvor han har stået bag flere dokumentarer om Bob Dylan (No Direction Home og Rolling Thunder Revue), Rolling Stones (Shine a Light), The Band (The Last Waltz) og Beatles-medlemmet George Harrison (Living in the Material World).

Med Beatles ´64 har Scorsese dog fungeret som producer og har overladt instruktørstolen til sin mangeårige samarbejdspartner David Tedeschi.

Den nye dokumentar følger Beatles på deres første og meget succesfulde tur til USA, hvor de blandt andet optrådte i tv-programmet The Ed Sullivan Show, hvilket for alvor fik Beatlemania til at gå amok blandt amerikanerne.

Beatles ´64 lover optagelser, som aldrig før er blevet sendt, når den følger John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr både på og uden for scenen. Der bliver også plads til fans, hvis liv blev ændret efter Beatles’ første USA-besøg.

Samtidig har holdet lavet helt nye interviews med de to tilbageværende Beatles-medlemmer, Paul McCartney og Ringo Starr. John Lennon blev skudt af en fan i New York i 1980, mens Harrison døde af kræft i 2001.

Beatles ’64 bliver udgivet på Disney+ den 29. november.

I øvrigt er der flere nye Beatles-film på vej. Instruktøren Sam Mendes – som lige nu er aktuel med tv-serien The Franchise og tidligere har stået bag James Bond-filmene Skyfall og Spectre – arbejder nemlig på hele fire Beatles biopics, én til hvert medlem af Beatles.

De fire Beatles biopics forventer dog først at ramme biograferne i 2027.