Forestil dig, at et kamera nedefra følger en kvinde, der svømmer i havet om natten. Hendes bevægelser er tydelige i silhuet, tegnet af måneskinnet, og det ser alt sammen meget idyllisk ud.
Men tilføj så lyden af John Williams’ truende musikalske tema til klassikeren Dødens Gab (Jaws) – og pludselig ved du, at det slet ikke er en idyllisk svømmetur, tværtimod, for noget dødbringende er på vej.
Ser man den samme sekvens med og uden lyd, så er der ingen tvivl om, at det er musikken, der fuldstændig forandrer de idylliske billeder til rædsel. Og det er præcis med det eksperiment, at instruktør Steven Spielberg fremhæver effekten af komponisten John Williams’ musik.
Det sker i dokumentaren ”Music by John Williams”, som snart lander på Disney+.
Den nu 92-årige John Williams har leveret musik til Hollywood-film i - bogstaveligt talt - en menneskealder siden sin filmdebut i 1958.
Det har givet ham en stribe priser – herunder 26 Grammyer, fem Oscars, syv BAFTA Awards og fire Golden Globes. Samlet er han blevet Oscar-nomineret 54 gange, hvilket kun Walt Disney kan overgå (59).
Musikken til Steven Spielbergs første blockbuster om den hvide dræberhaj er naturligvis kun ét ud af mange klassiske John Williams-temaer.
Vi kan i flæng nævne temaerne til Star Wars, Indiana Jones, Superman, E.T., Jurassic Park, Schindler’s List og Harry Potter, som alle er skabt af den ikoniske komponist, der også har leveret den officielle musik til flere olympiske lege – og senest var Oscar-nomineret for musikken til den femte Indiana Jones-film i år.
I dokumentaren ”Music by John Williams” er det en række af komponistens samarbejdspartnere, der sætter ord på hans indsats.
Det gælder udover Steven Spielberg blandt andre George Lucas, J.J. Abrams, Kathleen Kennedy, Ron Howard – og Chris Martin fra Coldplay – ligesom John Williams selv naturligvis også optræder.
”Star Wars ville reelt ikke være Star Wars uden John Williams,” lyder det fra George Lucas i traileren til dokumentaren, som du kan se her.
Hvorvidt du foretrækker The Imperial March (også kendt som Darth Vaders tema), temaet til Indiana Jones eller Hedwig’s Theme fra Harry Potter, er helt op til dig.
Men sandsynligheden er stor for, at et af John Williams’ numre spiller i dit hoved lige nu. Fra 1. november kan du supplere din lytning med dokumentaren om John Williams på Disney+.