Et nyt dokumentarfilmprojekt tager publikum med bag kulisserne på udviklingen af det meget ventede videospil S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl.
Filmen, der bærer titlen War Game: The Making of S.T.A.L.K.E.R. 2, viser hvordan udviklerne i GSC Game World fortsatte deres arbejde, selv mens deres hjemland Ukraine blev invaderet af Rusland.
Dokumentaren får premiere på Xbox’s YouTubekanal 3. oktober.
GSC Game World, der oprindeligt var baseret i Kyiv, måtte hurtigt tilpasse sig krigens barske realiteter.
Kort efter den russiske invasion i februar 2022 flyttede hovedparten af teamet til Prag, mens andre udviklere blev i Ukraine.
En del af holdet tog endda del i kampene mod de russiske styrker og – som en af udviklerne siger i filmens trailer: ”Vi udvikler spillet med den ene hånd og lader vores våben med den anden!”
Trods de massive udfordringer, som krigen har medført, har udviklerne fortsat arbejdet på at færdiggøre S.T.A.L.K.E.R. 2, der står til at udkomme 20. november.
I dokumentaren, som har premiere 3. oktober, følger seerne spillets kreative direktør Maria Grygorovych og hendes team, mens de deler deres personlige oplevelser af at arbejde i en krigszone.
”Det var ikke min drøm at lave denne film,” udtaler Grygorovych blandt andet. ”Men det er vigtigt at dele, hvor svært det er at leve og arbejde midt i en krig.”
War Game er blevet til i samarbejde med Microsoft, som først foreslog dokumentaren i slutningen af 2022.
Microsofts Xbox-programchef, Tina Summerford understreger, hvor unik situationen er:
”Vi ser hver dag, hvor svært det er at lave spil, men det var altså på en helt anden skala.”
Filmen er instrueret af Andrew Stephan, der tidligere har arbejdet på Xbox-dokumentaren Power On: The Story of Xbox. Gennem War Game får publikum indblik i den følelsesmæssige og professionelle kamp, som udviklerne hos GSC Game World har været igennem.