Den russiske ransomware-gruppe Qilin er klar med krav om løsepenge for at frigive de hackede systemer, som det tidligere på måneden lykkedes for den at kryptere på en række britiske sygehuse.
Og gruppen holder sig ikke tilbage. Den forlanger nemlig angiveligt 50 millioner dollar i løsepenge for at sende krypteringsnøglen til sygehusene. Det svarer til omkring 350 millioner kroner.
Qilin-angrebet ramte tidligere på måneden, nemlig 5. juni, selskabet Synnovis Group LLP, der leverer forskellige laboratorie-tjenester til hospitaler i London-området.
Angrebet har låst vitale it-systemer, der anvendes til blandt test af blod, håndtering af blod-transfusioner og lignende i London-området.
Angrebet har derfor ført til aflysning af tusindvis af operationer og aftaler, mens kritiske patienter er blevet overført til andre sygehuse.
Ifølge Bloomberg har flere sygehuse genoptaget brugen af håndskrevne notater og patient-journaler.
Qilin meddeler til Bloomberg, at gruppen er klar til offentliggøre store mængder følsom data, hvis ikke pengene bliver betalt.
Det er dog endnu ikke klart, hvilke data, der er blevet lækket som følge af angrebet, da Synnovis Group endnu ikke har noget klart billede af omfanget.