Da Elon Musk i 2016 løftede sløret for sin mest prisvenlige bil nogensinde i 2016 fulgte et løfte om, at den på sigt vil ramme et særdeles lovende prisleje.
Der skulle dog gå adskillige år, før den budget-venlige model skulle debutere – det blev dog kun til en skrabet model med et beskedent batteri, der alene kunne sikre 350 kilometers rækkevidde og som kun blev tilbudt i enkelte måneder i USA, før det blev strøget af modelprogrammet.
Dagen før juni måned er Tesla Danmark nu klar med en omfattende runde prisnedsættelser, der giver danskerne adgang til den forjættede model – endda i en markant forbedret udgave.
Under 300.000 kroner
Teslas seneste sparerunde sender grundmodellen af Model 3 ned til 299.990 kroner, hvilket efter dagens dollarkurs svarer til lige under 35.000 amerikanske dollar plus den obligatoriske moms.
For de penge tilbydes den nye version af Model 3 som for ni måneder undergik et omsiggribende facelift, som bød på nyt look, mere effektiv drivlinje og et kvalitetsløft i kabinen – samt fjernede både gear-vælger og blinklys-armen.
Konfigurationen er ifølge Tesla god for at klare nul til 100 tider på 6,1 sekunder, mens rækkevidden estimeres til at 554 kilometer efter WLTP-målemetoden.
Long Range modellen med op til 678 kilometers estimeret rækkevidde sænkes også med 30.000 kroner, så denne nu debuterer ved 359.990 kroner.
Den nyligt annoncerede Performance-variant sættes ikke ned.
Model Y monster-tilbud
Rækker en Model 3 ikke til at rumme familien og al dennes habengut, tilbyder Tesla også en markant prisreduktion på den større Model Y, som nu debuterer ved sin skarpeste pris til dato: 329.990 kroner.
Mest interessant i Model Y porteføljen er dog en ny variant ’Long Range baghjulstræk’, som låner det store batteri fra de dyrere modeller med fihjulstræk og parrer det med en enkel motor, der driver baghjulene.
Denne variant skal der slippes 20.000 kroner ekstra for, så slutsedlen kan lyde på 349.990 kroner for en stor rummelig SUV med anhængertræk og 600 kilometers rækkevidde efter WLTP-normen. Opladningen her foregår samtidig med op til 240 kW, mod 170 kW i det mindre batteri.
Prisfaldet kommer efter, at Tesla sidst i februar hævede priserne, hvor det dengang skulle spenderes mindst 359.990 for at blive ejer at basismodellen af Model Y.